Fortsæt til indhold

Fint, at Anker Boye ikke genopstiller

Samfund
Tekst og foto af Emil Hermann

Sikkert er det, at den nuværende borgmester, Anker Boye, ikke genopstiller til kommunalvalget 2017.
Derfor har Lokalavisen Odense været på gaden for at høre odenseanerne, hvad de synes om, at bykongen har valgt at trække sig tilbage.
Vi har også spurgt dem om, hvad Anker Boye har gjort for byen, hvad de husker ham for, og hvem de gerne ser som ny borgmester.
LÆS OGSÅ: DEN LANGE MARCH MOD BORGMESTERPOSTEN

Henning Andersen, bor i Odense M.

“Det er godt for Odense, at Anker Boye stopper. Han har nået en alder nu, hvor det er på tide.”
“Han har især gjort én negativ ting, som jeg ikke forstår. Thomas B. Thriges Gade skulle aldrig have været lukket, da de små veje nu betaler prisen såsom Palnatokesvej og Frederiksgade.”
“Jeg vil hellere have den blå linje end den røde, så jeg peger på Jane Jegind som ny borgmester. “

Peter Lundgren. Har boet i Odense i 25 år

“Det er fint, at Anker Boye ikke genopstiller. Han har gået lidt for meget solo og har nogle gange prioriteret store byprojekter over mere socialdemokratiske værdier som børn og ældre.
LÆS OGSÅ: DEN LANGE MARCH MOD BORGMESTERPOSTEN

“Jeg husker ham især for, at vandkulturhuset på Odense Havn ikke blev til noget. Mange folk flyttede derned, fordi de troede, at det ville blive til noget.
“Jeg håber, at den nye borgmester - uanset hvem - får et større overblik og dermed færre hovsaløsninger.”

Vagn Thykjær Jensen. Brændekilde - Odense SV

“Det er fint, at Anker Boye holder, da han har nået pensionsalderen.”
“Han har ikke altid haft respekt for pengene, men han har været solid som borgmester. Jeg synes, at han har sat gang i projekter, som er lidt overproportioneret i forhold til størrelsen på vores by. For eksempel er jeg ikke så begejstret for letbanen.”
“Jeg befinder mig på venstrefløjen, så jeg peger på Peter Rahbæk Juel som ny borgmester. Han har en god alder (38 år, red) og virker sympatisk. “