Astrid Lindgren - kvinden, der væltede Olof Palme
Litteraten Jens Andersen lægger til sin biografi om den folkekære svenske forfatter ved et aftenarrangement på Ørsted Bibliotek
"Jeg lever løs og synes, at man skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man har,” har Astrid Lindgren udtalt. Hun døde i 2002 og blev 94 år gammel.
Med udgangspunkt i sin anmelderroste Astrid Lindgren-biografi, ”Denne dag, et liv”, går litteraten Jens Andersen bag om forfatterskabets facade og fortæller om den elskede børnebogsforfatters kampe, nederlag og sejre, drømme og depressioner. Og han belyser hendes splittede forhold til berømmelse, rigdom, ensomhed, magt - og mænd.
Det gør han onsdag 3. februar klokken 19 på Ørsted Bibliotek.
Væltede Palme af pinden
Jens Andersen fortæller om Astrid Lindgrens barndom i Vimmerby og om den purunge mors dramatiske fødsel og adskillelse fra lille Lasse i København i 1926. Den verdenskendte forfatter blev mor til udødelige skikkelser som Pippi, Emil, Grynet, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter, og pludselig - i 1976 - væltede hun Olof Palmes regering, og ene kvinde (og pensionist) kastede hun sig ud i en politisk kamp for fred, bedre miljø, dyrebeskyttelse og børns rettigheder.