Julebudskabet udløste 100.000 kroner fra kirkerne
Det er også en vigtig opgave for kirke og menighedsråd lokalt at taget et socialt ansvar på sig, mener provst Benedikte Bock Pedersen
Kirken er mere end fine ord og salmesang. Den rykker også ud med en konkret håndsrækning i form af kontante kroner, når det kniber.
Det mærkede et større antal familier rundt om i Syddjurs i december måned. De fik besøg af deres præst med en kurv med lækkert indhold til julebordet eller en kuvert med et kontant beløb.
Nogle steder skete uddelingen af årets julehjælp fra den lokale sognegård, hvor man kunne søge menighedsrådet om støtte. Samlet blev der i lokalt i de syddjurske sogne uddelt omtrent 100.000 kroner i dagene ind under jul. Hertil kommer den fælles julehjælp, som Syddjurs Provsti uddeler sammen med Syddjurs Bostøtte med en pulje på 33.000 kroner.
Et flot udtryk
Provst Benedikte Bock Pedersen er ikke i tvivl om, at årets indsats har gjort en stor forskel for julen i mange hjem.
Hun siger: ”Julehjælpen er et flot udtryk for, at man lokalt i menighedsråd og kirke tager et socialt ansvar og hjælper, hvor der er brug for det. Det er også en vigtig måde at være kirke på, og det fortæller noget om de stærke bånd mellem mennesker og deres kirke. Præsterne har et nært kendskab til de folk, der bor i deres sogne og ved, hvor det betyde noget med en lille kontant hilsen, når den dyre jul skal klares. For forældre kan det mindske bekymringen, når de gerne vil give deres børn en dejlig jul. Uddelingen af julehjælpen foregår i sagens natur diskret og personligt, og det fungerer meget fint alle steder, fordi præsterne færdes naturligt overalt i deres sogne.”
Praktisk næstekærlighed
Mange steder havde præsten ikke bare kontanter i lommen, men også juletræer til stuen. I andre hjem blev der afleveret LEGO-æsker, billetter til Randers Regnskov og ikke mindst poser og kurve med mad til juledagene.
Benedikte Bock Pedersen: ”Julen er ikke bare ord, men også handling. På den måde fortæller vi, hvad julebudskabet også går ud på. Det handler også om praktisk næstekærlighed og menneskelighed.”
Den julehjælp, de lokale menighedsråd og præster uddeler, er typisk midler samlet ind ved gudstjenester og koncerter og flere steder bakkes kirkens sociale indsats op af organisationer som bl.a. Lions, Rotary, Y's Men, den lokale brugs, en kro og andre handlende.