Fortsæt til indhold

73 + 40 = 113 skattebasser

100 medarbejdere hos SKAT i Grenaa er dog målet i 2020

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?De nuværende 73 medarbejdere hos SKAT i Grenaa øges snart med yderligere 40 medarbejdere.?
SKAT har nemlig slået 40 nye stillinger op til Skattecentret i Grenaa.

Der er tale om nyoprettede stillinger inden for SKATs inddrivelsesområde.

SKAT Inddrivelse har i dag omkring 900 medarbejdere, der er fordelt over hele landet.
I regeringens plan ”SKAT ud af krisen” er det fastlagt, at der skal afsættes ekstra ressourcer til styrkelse af SKATs Inddrivelsesopgave. Konkret er regeringsplanen blandt andet udmøntet i en beslutning om at placere inddrivelsesopgaver svarende til 300 arbejdspladser på seks konkrete SKAT-adresser (Grenaa, Thisted, Ringkøbing, Herning, Tønder og Middelfart).

De 40 af disse arbejdspladser placeres således i Grenaa. De 113 arbejdspladser i Grenaa skal dog reduceres med 13 frem mod 2020, meddeler SKAT.

“Lige nu og her skal der ske en betydelig rekruttering i Grenaa, og det betyder, at der en periode kan komme til at være lidt mere en 100 arbejdspladser i Grenaa,” skriver Rikke Madsen fra SKAT, HR og Stab, Presse og Kommunikation i en mail til Lokalavisen

“Men frem mod 2020 vil tallet løbende blive tilpasset via naturlig afgang på andre opgaver, så man rammer 100 arbejdspladser i 2020,” supplerer hun i mailen.

Der er ansøgningsfrist til stillingerne 17. februar.

“Vi søger medarbejdere til genoptagelsessager, klager og kvalitetssikring af tidligere afgørelser. Idealmedarbejderen har stærke juridiske kompetencer og erfaring med forvaltningsloven. Men vi håber også på at få ansøgninger fra mange andre faggrupper, for eksempel bankfolk, revisorer, bogholdere og generelt analytiske sagsbehandlere,” siger Camilla Haney, rekrutteringspartner i SKAT.

SKAT holder åbent hus 10. februar på skattecentret i Grenaa.

“Her kan alle interesserede komme og se vores lokaler, høre om hvordan det er at arbejde i SKAT og stille spørgsmål om de ledige stillinger,” siger Camilla Haney.