Fortsæt til indhold

Erhvervslivet skriger efter it-specialister

42 procent af de danske virksomheder, der har forsøgt at rekruttere it-specialister, har haft svært ved at finde de rette kompetencer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Samfund
Arkiv

JOB IT - Det er kritisk, at så mange virksomheder ikke kan skaffe de rette it-kompetencer, der skal hjælpe dem med at fremtidssikre deres forretning. På bare fire år er vi faldet fra en 4. plads til en 15. plads i global it-parathed, og der er brug for handling, hvis vi ikke skal tabe kampen mod internationale konkurrenter, siger Cecilia Bonefeld-Dahl, der er formand for IT-Branchen.
Cecilia Bonefeld-Dahl henviser til teknologirapporten fra World Economic Forum. Den viser, at Danmark er faldet 11 pladser tilbage fra 2012 til 2015.

Tunge it-kompetencer søges

Ifølge Danmarks Statistik er det især de tunge it-kompetencer, erhvervslivet har svært ved at finde. Blandt de virksomheder, der har haft vanskeligt ved at rekruttere it-specialister, har 61 % haft svært ved at finde medarbejdere med kompetencer inden for it-systemarkitektur, mens 40 % har haft svært ved at finde medarbejdere med en kombination af it- og forretningsudvikling.
- Det er nødvendigt at tiltrække flere studerende til de mellemlange og længerevarende it-uddannelser, da det er de kompetencer, som erhvervslivet råber efter.
Og her handler det både om at skabe en interesse hos de unge og om at have et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet, så vi sikrer, at de færdiguddannede kommer ud med de rette kompetencer, fastslår Cecilia Bonefeld-Dahl.

Erhvervslivet skal også i gang

Men det er ikke kun uddannelsessituationen, der skal forbedres. Erhvervslivet har også en stor rolle at spille.
Rapporten fra Danmarks Statistik viser, at kun 16 % af virksomhederne har tilbudt at opkvalificere deres eksisterende it-specialister, mens knap hver 4. (24 %) har tilbudt it-opkvalificering af de øvrige ansatte.
- IT-udviklingen går stærkt, og på ganske få år kan systemer og software være forældet. Derfor er det nødvendigt, at virksomhederne hele tiden sørger for at medarbejdernes kompetence følger med.
Ellers sakker virksomheden bagud, og vil tabe kampen til smartere og mere digitaliserede konkurrenter, siger Cecilia Bonefeld-Dahl.


sl