Tre partier går nu hele vejen til byrådet
SF, Konservative og Enhedslisten vil have byrådet til at pille embedsforslag til ny organisering af skolerne definitivt af den politiske dagsorden
For at fjerne tvivl og usikkerhed om den fremtidige organisering af skolerne i Syddjurs har tre medlemmer af Udvalget for Familie og Institutioner, Helle Røge (SF), Jørgen Brøgger (C) og Jesper Yde Knudsen sendt dette forslag til byrådets dagsorden:
"I forbindelse med sagsnummer 15/51647 fra FI udvalgets møde 1-2, dagsorden nr. 207: Fremtidig organisering af skolevæsenet i Syddjurs Kommune. Undertegnede foreslår:
1. Punktet udgår af den videre sagsbehandling, herunder ”oplæg til organisering af skoleområdet”.
2. Specifikke bemærkninger i budget 2016, og overslagsårene, om organisering i skolevæsenet udgår.
Stillet af Helle Røge (SF), Jørgen Brøgger (C) og Jesper Yde Knudsen (Ø). På vegne af byrådsgrupperne fra SF, Konservative og Enhedslisten"
Oversætter man det tekniske lovsprog til dansk, står der direkte oversat, at det embedsmandsforslag til ny organisering af skolevæsenet med blandt andet 3-4 skoledistrikter, et tilsvarende antal overbygningsskoler og kun en skolebestyrelse i hvert skoledistrikt, som Udvalget for Familie og Institutioner forleden sendte til time out, definitivt pilles af den politiske dagsorden af byrådet.
Hvor er Socialdemokraterne?
SF, Konservative og Enhedslisten har tilsammen 7 mandater ud af 27 i Syddjurs Byråd.
Løsgænger Anette Quist Busk vil også kunne støtte forslaget, men hvor er Socialdemokraterne?
"Godt spørgsmål. De fik tilbuddet. Det er dog mit klare indtryk, at de vil stemme for," skriver Enhedslistens Jesper Yde Knudsen i en mail til Lokalavisen på foranledning af et spørgsmål om, hvorfor Socialdemokraterne glimrer ved deres fravær.
En opringning til gruppeformand Ole Bollesen (S) afklarer det yderligere:
"Jeg har godt set forslaget, men vi har ikke nået at behandle det endnu i gruppen," siger Ole Bollesen.
- Jamen, det er jo helt i tråd med, hvad både du og Christian Haubuf tidligere har sagt er jeres holdning?
"Derfor har jeg også sagt til forslagsstillerne, at de bare kan bringe sagen frem i byrådssalen, så vil vi nok stemme for," siger Ole Bollesen.
Hermed er flertallet, 14 mandater, i hus.
Det kommer ganske givet ikke så langt, for på et gruppeformandsmøde onsdag aften indkaldt af borgmester Claus Wistoft (V), vil borgmesteren uden tvivl konkludere, at der ikke er politisk flertal for at pille ved skoledistrikterne og samle eleverne i 7.8. og 9. klasse på 3-4 skoler.
Dernæst vil borgmesteren foreslå, at der ikke længere er grund til at fortsætte ud ad denne tangent, men bedre at bruge kræfterne på at diskutere de økonomiske konsekvenser af de kommende års faldende børnetal, og hvordan pengene til skolerne skal fordeles fremover.