Lige om lidt vinterferie...men hvad skal vi lave?
Kulturhuset i Skanderborg har sat et vinterferieprogram sammen med noget for store og små, så 'kong-keder-mig' kan holdes fra døren i vinterferien
Alle dage i ferien viser Biografen Kulturhuset to film for børn og barnlige sjæle. Klokken 13.00 vises familiefilmen Antboy 3 – den tredje film baseret på Kenneth Bøgh Andersens bøger om drengen Pelle. Klokken 15.00 vises Zootropolis – Disneys nye animationsfilm i 3D, der foregår i en storby for dyr.
Lørdag 13. februar klokken 11.00 er der kamæleonkoncert med stomp- og performancegruppen HeartBeat. Gruppen består af er fire unge sprælske musikere, der optræder med stomp, sang, klap og bodybeat. Koncerten henvender sig til de 5-8 årige ifølge med en voksen. Billetter koster 40 kroner.
Mandag 15. februar klokken 10.30 er der musikalsk børneteater med Heksen Esmaralda. Heksen Esmaralda fortæller en historie om at være anderledes, få venner og turde være den man er. Forestillingen henvender sig til de 4-7 årige ifølge med en voksen Billetter koster 50 kroner.
Tirsdag 16. februar klokken 10-15.00 er der 'Lego for alle' i Nedre Foyer. Der er masser af plads og masser af klodser, så det er kun fantasien der sætter grænser. Alle aldre er velkomne og det er gratis at lege med.
Onsdag 17. februar klokken 11.00 kan man opleve Skyggen - en komisk poetisk forestilling for børn. Ved hjælp af avanceret videoteknik og animationer, leges der med tanken om, hvis skyggen fik sit eget liv. Forestillingen henvender sig til de 5-12 årige ifølge med en voksen. Billetter koster 50 kroner.
Torsdag 18. februar klokken 10.00 er der cirkus- og jongleringsworkshop med Klovnen Lars Gustav. Klovnen viser, hvordan man gør med alle cirkustingene og deltagerne kan prøve kræfter med kegler, diabolos, bolde, tallerkener, tørklæder, swing pois og meget mere. Arrangementet henvender sig til alle aldre. Billetter koster 50 kroner.
Læs mere om de enkelte arrangementer og køb billetter på Kulturhusets hjemmeside kulturhuset-skanderborg.dk.