Fortsæt til indhold

Selv hvis du ikke ved det - se hvorfor

Samfund
Daniel Sennek

Selvom du ikke har sendt en SMS eller indtelefoneret et beløb til Danmarks Indsamlingen - ja, måske er du direkte modstander af det - så betaler du alligevel til Danmarks Indsamling. Forvirret? Forklaring følger.
Når en virksomhed viser deres gavmildhed ved at donere et beløb, så kan de trække det fra i SKAT. Det vli sige, at når Jysk donerer én million kroner, så betaler de reelt set kun 780.000 kroner. De resterende 220.000 bliver altså betalt af skatteyderne, fordi virksomhederne undgår at betale de 22 procent i selskabsskat af det donerede beløb.
Det forklarer skatteekspert Torben Bagge til Ekstra Bladet.
- Alle skatteydere bliver i princippet tvangsbidragsydere ved sådan en indsamling. Hvis man var inderligt imod den slags indsamlinger, kan man godt rejse spørgsmål ved, hvorfor man egentlig skal være med til at bidrage, siger han til Ekstra Bladet.
98 millioner kroner blev der samlet ind til Danmarks Indsamlingen, og selvom fintællingen endnu ikke er opgjort, så plejer virksomheder at stå for en tredjedel af det indsamlede beløb. Altså omkring 33 millioner kroner i år. Ud af dem betaler skatteyderne så 7,26 millioner kroner.
Sådan er reglen:
Når virksomhedens donation anses som reklame, fx hvis virksomhedens navn bliver vist på skærmen, og hvis reklamen henvender sig til 'en ubestemt kreds af personer' (som ved et tv-show), får virksomheden fuldt fradrag af det donerede beløb.