Bestseller følger i hælene på Dansk Supermarked
To store danske koncerner har i samarbejde med Viden Djurs oprettet Business College i Grenaa, hvor de to virksomheders elever skal begynde deres et-årige grunduddannelse
?Sidste år begyndte knap 15.000 unge i Danmark på en merkantil grunduddannelse – men kun 71 procent færdiggjorde den. Ud af de 71 procent havde kun 49 procent fundet en praktikplads.
Det har to store danske koncerner, Dansk Supermarked Group og Bestseller A/S, uafhængigt af hinanden besluttet sig for at ændre på, og det kommer til at ske i et tæt samarbejde med Viden Djurs.
Begge virksomheder opretter Business College og garanterer praktikplads for eleverne. Dette skal sikre en bedre uddannelse til de unge.
Uddannelsen begynder med den et-årige grunduddannelse på Business College i Grenaa til august 2016, hvor eleverne bor og går i skole sammen med over 500 andre studerende i det uddannelsesmiljø, som Viden Djurs har opbygget gennem en årrække.
Sikret praktikplads
Dansk Supermarkeds elever er ved uddannelsesstart sikret en praktikplads i føtex, Bilka eller Netto, samtidig med at de får løn under hele uddannelsen.
De unge har, inden de starter i Grenaa, samtale hos Dansk Supermarked Group inden skolestart, hvor der laves en uddannelsesaftale for grundforløbet på Business College samt hovedforløbet i butikken.
EUD Business
Selve uddannelsen er grundforløbet på EUD Business, der kvalificerer eleverne til at gå i lære inden for butik, og undervisningen vil målrettet klæde eleverne på til en karriere i erhvervslivet – specielt med fokus på detailhandel og med udgangspunkt i materialer og cases fra Dansk Supermarked Group og virksomhedens butikker og varehuse.
Desuden bliver undervisningen krydret med kompetente gæsteundervisere fra erhvervslivet, Master Classes, ekskursioner og studierejser til Sverige, Tyskland og England, hvor Dansk Supermarked Group også driver butikker.
Tilfreds direktør
Ole Svit, direktør for Viden Djurs, hilser de nye toner fra Dansk Supermarked Group og Bestseller velkommen.
"Jeg synes, det er den rigtige måde at motivere unge mennesker på, at de allerede inden uddannelsesstart er sikret en praktikplads og kender forløbet," siger Ole Svit.
"Jeg er ikke i tvivl om, at det vil medvirke til, at mindske antallet af unge, der falder fra, ganske betydeligt."
Ole Svit ser valget af Viden Djurs og Grenaa som et cadeau til det arbejde og de initiativer, som Viden Djurs har stået for, og som nu medfører nye samarbejdsmuligheder.
"For os er det en ny situation på mange måder, mest i den forstand, at vi jo normalt ikke ved på forhånd, hvor mange unge, der tilmelder sig en af vores uddannelser. Det gør vi i dette tilfælde, så vi er i fuld gang med at udtænke, hvordan vi skal huse yderligere cirka 100 unge fra 1. august 2016," siger Ole Svit.