Fortsæt til indhold

Derfor må du ikke sove med åben mund

Samfund
Daniel Sennek

Er du en af de mange danskere, der sover med munden åben? Det skal du stoppe med hurtigst muligt. I hvert fald, hvis du ikke vil skade dine tænder under din søvn.
Hvis du sover med åben mund, så har du nemlig et mere surt oralt miljø, der svækker dine tænder, da det sætter gang i erosionen af emaljen på dine tænder - og giver dig mere caries. Det viser et nyt studie fra University of Otago. Det skriver Medicalxpress.
Undersøgelsen blev lavet hos 10 raske deltagere, der sov henholdvis med næseklemme, som tvang dem til at trække vejret gennem munden, og uden klemme.
Deres resultater blev publiceret i Journal of Oral Rehabilitation og viste, at de personer, der sov med åben mund havde et lidt surere pH-niveau på 6,6 i modsætning til de neutrale med lukket mund på 7.
Ledende forsker Joanne Choi fortæller, at der er stor forskel på mundens pH-værdier, som blandt andet også afgøres af temperatur.
- De interorale pH-værdier faldt langsomt i løbet af de første timers søvn for alle deltagere, men viste et større fald hos de deltagere, som blev tvunget til at trække vejret med munden, forklarer Choi.
Ved nogle af deltagerne faldt pH-værdien til 3,6 under forceret vejrtrækning med munden. Det er et godt stykke under den kritiske grænse på 5,5, hvor emalje begynder at demineralisere, forklarer forskeren.
- Denne undersøgelse er den første, der kontinuerligt har overvåget intraorale pH-ændringer i raske personer over flere dage. Vores resultater støtter tanken om, at trække vejret gennem munden faktisk kan være en medvirkende årsag til tandsygdomme, såsom emalje erosion og caries, slutter hun.