Farvel til Folkesparekassen
Det økonomiske grundlag til fortsat at holde liv i Folksparekassens afdeling i Ebeltoft er der ikke længere - derfor lukker den
Folkesparekassen lukker sin afdeling i Ebeltoft.
“Konkurrencen om udlån er blevet skærpet. Derudover er det blevet vanskeligt at få et afkast af den likviditet, der placeres i obligationer. Obligationsrenterne er faldet meget, og til tider er de negative. Begge dele presser indtjeningen for mange pengeinstitutter. Her er Folkesparekassen ingen undtagelse,” lyder forklaringen fra Folkesparekassen i en pressemeddelelse.
Direktør Martha Petersen uddyber beslutningen således: ”Med kort, netbank, mobilbank og andre nye digitale løsninger kan vi konstatere, at behovet for at komme ind i vores afdelinger er blevet mindre. De almindelige daglige bankforretninger håndterer kunderne selv eller ved et telefonopkald til os. Kunderne kommer efterhånden kun i afdelingen, når de har brug for rådgivning i forbindelse med større økonomiske beslutninger som for eksempel køb af hus, tilrettelæggelse af pensionsopsparingen eller lignende.”
Kunderne i Ebeltoft skal fremover betjenes fra afdelingen i Aarhus.
Til dato har haft Folkesparekassen afdelinger i Odense, Aarhus, Ebeltoft og Silkeborg, hvor også hovedkontoret er placeret.