Fona er gået i betalingsstandsning
Økonomien i den 90 år gamle, danske elektronikkæde Fona har det ikke godt. F Group, der er selskabet bag, meddelte mandag i en pressemeddelelse, at kæden går i rekonstruktion og at kreditorerne indtil videre ikke kan få deres penge. Det skriver Børsen.
Krisen er ifølge F Group udløst af den intense konkurrence og priskrig, der er på markedet.
"Det gør mig meget ondt, at virkeligheden for Fona ser ud, som den gør, da medarbejderne er uden skyld i den situation, vi er havnet i. Men vi går alle helhjertet ind i at finde den bedste løsning for virksomheden, for Fona er en fantastisk virksomhed," siger Michael Kjær, adm. direktør i F Group.
F Group understreger, at kunderne ikke vil blive berørt, at de 750 Fona-ansatte er sikre på at få deres lønninger, men siger samtidig, at der er lagt op til fyringer på sigt. Håbet er i første omgang at kunne tiltrække en ny partner eller ejer, der kan sikre ny kapital til kæden, så man kan afværge en egentlig konkurs, skriver Børsen.