Fortsæt til indhold

“Det føles godt at skulle bruge hjernen”

Skak er hverken kedeligt eller spild af tid. I hvert fald ikke for Nina og Camilla. De og andre spiller skak i skoletiden

Samfund
Peter Friis Autzen

Nina sidder med ansigtet hvilende i hænderne og med albuerne på bordet. Hun har lige rykket sin ene løber i position til om lidt at true Camillas konge. Og nu skjuler hun sit pokerfjæs bag hænderne i håb om, at Camilla ikke opdager faren.
Det virker. Camilla rykker en af sine bønder i håb om, at den så er i postion til at bremse Ninas forsvar, når Camilla om lidt vil angribe med en springer i front. For sent går det op for hende, at spillet er ude. Hurtigt er hun skak og derefter skakmat. De to piger smiler til hinanden. Det var et godt spil.
Nina og Camilla går begge i 7. klasse på Ullerup Bæk Skolens særlige talentlinje. De er talenter indenfor henholdsvis badminton og dressur-ridning. Og så er de med i skolens ret nye satsning på skak. Og de kan lide det.
“Det føles godt at bruge hjernen. På en anden måde end ellers,” siger Nina, der hedder Grønbech til efternavn og er 13 år.
Camilla, som hedder Sørensen til efternavn og også er 13 år, er enig.
“Skak er sjovt og hyggeligt. Og så lærer man noget af det,” siger hun uden at se ud som om, hun har fået besked på at sige det.
“Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig i længere tid. Jeg har aldrig været så god til at sidde stille,” tilføjer hun.

Brugbart og lidt nørdet

Hen ad gangen sidder stribevis af store børn med ansigtet i en mobiltelefon eller en tablet. Mange af dem har høretelefoner på, og ingen af dem har øjenkontakt med hinanden.
I mens sidder Nina og Camilla og spiller skak.
“Det er lidt nørdet at spille skak. Og det sker da, at de andre griner lidt af os. Det er faktisk lidt mærkeligt,” siger Nina.
“Ja, vi snapchatter og facebook'er jo også. Undtagen, når spil-skabet er åbent og vi kan spille skak eller kort,” siger Camilla.
Begge dyrker sport på eliteplan. Og de hævder, at skakspillet træner deres hjerner til at tænke taktisk og klart. Og det bruger de i deres sport. Men først og fremmes er skak bare sjovt.

“Skak er ved at rystet støvet af sig og er ikke længere kun noget man gør, fordi de voksne siger, at man skal,” siger Martin Viggo Pedersen. Foto: PFA

Undervisning og turnering

Matematiklærer Martin Viggo Pedersen har præsenteret 7.T. for skak.
“Da jeg startede her på skolen, opdagede jeg, at nogle elever havde problemer med koncentrationen. Og så besluttede jeg at bruge skak til at træne eleverne,” siger Martin Viggo Pedersen, der fik idéen efter at have set filmen “Knights of the South Bronx”.
Han fik ledelsens opbakning og begyndte at spille skak med eleverne, når undervisningen gav mulighed for det.
“Siden har vi lavet en skak-café hver tirsdag eftermiddag. Og eleverne er i gang med at planlægge en større skak-turnering på skolen. Så det går rigtig godt,” siger Martin Viggo Pedersen.
Om nogle måneder deltager eleverne i Skolernes Skakdag.