Fortsæt til indhold

Biomassefyret kraftværk færdig før tiden

Allerød-firma med i succesfuldt joint venture

Samfund
Af Michael Braunstein

I 2013 dannede Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S (BWSC) med adresse på Gydevang i Allerød, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og PensionDanmark joint venturet BWSC Ltd. for at bygge, eje og drive biomassefyrede kraftværker i Nord - og Vesteuropa samt Nordamerika.

Joint venturets første biomassefyrede kraftværk, det 40 MW store halmfyrede kraftværk Brigg Renewable Energy Plant (Brigg), som blev påbegyndt i august 2013, er nu færdiggjort. Overleveringen af kraftværket til ejerne fandt sted 21. januar 2016 efter en byggeperiode på små 27 måneder, mere end tre måneder forud for tidsplanen og inden for det aftalte investeringsbudget på 1,4 mia. kroner.

Brigg, som ligger i Lincolnshire i den østlige del af England, er baseret på dansk biomasse-energiteknologi leveret af BWSC under en såkaldt turn key EPC-kontrakt, hvor BWSC leverer et nøglefærdigt kraftværk. BWSC står også for drift og vedligeholdelse af kraftværket under en 15-årig O&M kontrakt.

Brigg ejes af fonden Copenhagen Infrastructure I K/S, som har PensionDanmark som eneste investor, sammen med BWSC.

"Vi er yderst tilfredse med det gode samarbejde med CIP og BWSC. Med joint venturet har vi fundet en model, som giver PensionDanmark et attraktivt afkast med begrænset risici – risici, som med den succesfulde færdiggørelse af kraftværket, nu er blevet reduceret yderligere. Samtidig bidrager vi til at øge Danmarks eksport af energiteknologi. Vi ser derfor et stærkt potentiale i disse typer af partnerskaber," siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør, PensionDanmark.

"Færdiggørelsen af Brigg kraftværket er et stort skridt for BWSC, da det eksemplificerer synergierne fra et tæt samarbejde mellem finansielle og industrielle aktører i energisektoren. Derudover passer projektet godt ind i BWSC's strategi om at øge vores aktiviteter inden for finansiering af og investeringer i kraftværker for at styrke vores konkurrenceevne. Samarbejdet med CIP og PensionDanmark har styrket BWSC’s position som en markedsleder inden for konstruktion, drift og ejerskab af decentraliserede biomassekraftværker, og vi ser frem til at fortsætte det frugtbare partnerskab," siger Anders Heine Jensen, administrerende direktør, BWSC.

"Dette er en vigtig milepæl for CIP og PensionDanmark. Vi har været meget tilfredse med det gode samarbejde med BWSC, både som medinvestor og som EPC leverandører, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde. Den vellykkede færdiggørelse af vores første biomassefyrede kraftværk demonstrerer også værdien af at danne partnerskaber mellem finansielle investorer og stærke industrielle virksomheder," siger Christina G. Sørensen, senior partner, CIP.