Fortsæt til indhold

30 år i lokalpolitik uden pauser

Venstres Ole Bjerregaard rundede ved årsskiftet en milepæl for sit politiske virke, men om han genopstiller ved næste valg i 2017, har han endnu ikke afgjort

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det er ikke længere moderne at engagere sig i politik, lands-og lokalpolitik, i mange år. Venstres Ole Bjerregaard, 69, Ebeltoft, hører til undtagelserne.
1. januar 2016 var det 30 år siden, at han debuterede i lokalpolitik i den daværende Ebeltoft Kommune, og ved alle de efterfølgende kommunalvalg har vælgerne hver gang belønnet ham med fire år mere.
Han opstillede første gang i 1981, men manglede godt en håndfuld stemmer til at opnå valg. Fire år senere lykkedes det.

Ole Bjerregaard startede i byrådet i 1986 i Ebeltoft Kommune på en Borgerliste, som Venstre tog initiativ til at opstille.

Da Venstre-listen siden blev en realitet, har Ole Bjerregaard alle årene været at finde på den.

Altid Venstre

Venstre har altid været hans parti. Allerede som 16-årig ung knøs i landsbyen Storring ved Galten, hvor han er født og opvokset, meldte han sig ind hos Venstres Ungdom.

Som nyvalgt blev han formand for Teknik og Miljøudvalget. De følgende perioder var han medlem af Teknik- og Miljøudvalget indtil 2009, og de 15 år som formand for udvalget.

For nuværende er han med i Udvalget for Familie og Institutioner og Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur.