Storbyernes boligejere spinder guld på prisstigninger
Boligejere i København, Aarhus, Odense og Aalborg har scoret enorme gevinster de seneste fem år, viser nye tal fra Boliga.
Det har været en særdeles god forretning at investere i en ejerlejlighed i en af landets fire største byer, hvis man har købt inden for de seneste fem år. Ikke mindst i København.
En ny analyse fra boligsiden Boliga viser, at den gennemsnitlige salgskvadratmeterpris i Københavns Kommune er skudt i vejret fra 22.700 kroner i 2011 til 31.250 kroner i 2015.
Det svarer til en stigning på 38 procent - eller en kontant gevinst på 854.000 skattefri kroner - for en lejlighedsejer, der købte 100 kvadratmeter bolig i 2011 og solgte den igen i 2015.
I det første halvår af 2015 oplevede det københavnske boligmarked et sandt stormløb, og op mod hver femte lejlighed blev solgt efter overbud.
Samme billede vil vi dog næppe se i år, vurderer Boliga-direktør Ricco Zuschlag.
- Finanstilsynet har været inde og stramme op på vejledningerne til realkreditinstitutterne, når de skal låne ud i København, og samtidig er udbuddet steget i mange af postnumrene. Så samlet set bliver 2016 formentlig ikke så vildt et år som 2015 på hovedstadens boligmarked, siger Ricco Zuschlag.
Medvinden har været særligt stærk på ejerboligmarkedet i Københavns nordvestkvarter, hvor boligerne i 2015 blev solgt til 48 procent mere end i 2011, mens Nørrebros, Frederiksberg C's og Vesterbros lejlighedsejere kan notere stigninger på henholdsvis 47, 46 og 45 procent i kvadratmeterpriserne.
Kigger man på opgørelsen i kroner og øre, kan indbyggerne på Frederiksberg C godt begynde at gnide hænderne brandvarme.
En lejlighed på 100 kvadratmeter på det indre Frederiksberg kostede i gennemsnit 2.670.000 kr. i 2011 og kunne sidste år sælges for 3.887.000 kr. Det giver et skattefrit provenu på 1.217.000 kr.
I Aarhus, Aalborg og Odense har lejlighedssælgerne også haft nogle gode år, selvom niveauet er et stykke fra det københavnske.
I gennemsnit er salgskvadratmeterprisen på ejerlejligheder i Aarhus Kommune steget med 16 procent mellem 2011 og 2015, mens tallet i Odense og Aalborg er henholdsvis 15 og 36 procent.
I Aarhus Kommune er det lejlighedsejerne i Aarhus N, der ifølge Boliga har kunnet glæde sig mest over boligmarkedets udvikling med en gennemsnitlig prisstigning på 24 procent.
I Odense Kommune og Aalborg Kommune er det postdistrikterne Odense C og Aalborg , der står for de største stigninger på lejlighedsmarkedet med henholdsvis 17 procent og 25 procent fra 2011 til 2015.