Fortsæt til indhold

Mjødgård I/S satser nu på crowdfunding i jordhøjde

Det lille mjødbryggeri i Vrinners, på kanten af Nationalpark Mols Bjerge, har brug for kapital

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Odd Castmar-Jensen, 54, har en passion for mjød, traditionel nordisk mjød. Det fremstiller han i lokaler i det tidligere mejeri i Vrinners, hvor han har lejet sig ind og nu driver virksomheden Mjødgård I/S på fuldtid.

Han bor i Skødstrup, er uddannet urmager, har arbejdet med teater og senest tjent sin hyre som IT-supporter med afsæt i det tidligere Aarhus Amt.

I 2008 begyndte han og konen - hun arbejder som ergoterapeut - på hobbyplan at producere mjød af den autentiske slags efter metoder, som også var kendt i Vikingetiden.

“Vi blev tændt af det, og på et tidspunkt kom planerne ind over, om vi skulle lave et decideret bryggeri,” fortæller Odd Castmar-Jensen.

“Vi valgte at springe ud i det, og siden 1. december 2014 har jeg arbejdet på fuldtid med Mjødgård.”

Minder om sherry

Mjød var vikingernes hedvin, og smagen kan sammenlignes lidt med sherry, forklarer mjød-bryggeren, mens han skænker et glas mjød til reporteren, der kan skrive under på, at smagen er særdeles mild.

“Mjød laves af honning, vand og gær, og så kan der tilsættes blomster, bær eller frugt,” fortæller Odd Castmar-Jensen, der selv plukker krydderurterne og har faste, lokale leverandører af den honning, der er basisråvaren i mjød.

Savner kapital

Mjød-bryggeren har en vision om at lave gourmetmjød som sit bidrag til Det Nye Nordiske Køkken, men han erkender, at han lige nu står i et vadested rent økonomisk for at komme videre og fordoble produktionen, der er nødvendig for at give virksomheden fremdrift og gøre den rentabel.

“Jeg tror, mange iværksættere kender situationen, at man når til et punkt, hvor kassen er tom, og der ikke er penge til at foretage investeringer i nyt udstyr,” siger Odd Castmar-Jensen.

Lige nu og her handler det for ham om at skaffe penge til at investere i den nødvendige mængde ekstra honning.

“Vi skylder ikke nogen noget, vi har ingen kassekredit, og vi betaler altid vores leverandører,” smiler han.
“Men vi skal over et bump nu for at komme videre, og jeg har et halvt år til at skaffe den nødvendige kapital”

Køb et Mjødbevis

Inspireret af andre iværksættere har mjød-bryggeren lanceret sit eget crowdfunding-projekt. Crowdfunding er en moderne form for fundraising, hvor man ved hjælp af sit netværk rejser penge til sine projekter og gode idéer. Man tager med andre ord sagen i egen hånd og fører en kampagne for sin idé, hvor alle interesserede kan hjælpe projektet på vej ved at donere små eller større beløb efter eget valg.

Odd Castmar-Jensen tilbyder, at mjød-elskere og andre kan købe et eller flere Mjødbeviser på en kasse af den mjød, der produceres i lokalerne i det tidligere mejeri i Vrinners.

“Det er en win-win situation. Jo flere, der køber et Mjødbevis, jo mere ekstra honning kan jeg gå ud at købe,” siger Odd Castmar-Jensen.

Produktionstiden er lang, og der går til halvandet år, før en produktion er afsluttet. Et godt udtryk for de økonomiske udfordringer for Mjødgård I/S, en af 'Molbordets' producenter.

Målet for Odd Castmar-Jensen er 100.000 kroner. Han har crowfundet/fundet netværksfinansiering for mere end halvdelen, så troen på, at målet kan nås, er intakt.