Nørre Djurs HK rider videre på derbysejren
Fredag aften blev Team Favrskov slået med 34-26 af et veloplagt hjemmehold, hvor unge Mikas Korsgaard imponerede med otte scoringer
Nørre Djurs HKs håndboldherrer var fredag aften opsatte på at vise det trofaste hjemmepublikum i Nørre Djurs Hallen, at 25-17 derbysejren over Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) i lørdags i Grenaa Idrætscenter ikke var en enlig svale.
Gæsterne fra Team Favrskov har gjort det fint i denne sæson, og hjemmeholdet vidste på forhånd, at de skulle møde en flok unge knægte med mod på at løbe stærkt og komme frem over isen som netop også er Glesborg-holdets styrke.
Det blev imidlertid hjemmeholdet, der løb stærkest kampen igennem, og det resulterede i en storsejr på 34-26 (19-12).
Hjemmeholdet havde ændret på to pladser i forhold til lokalderbyet. Den velspillende målmand Jens Olsen var draget med familien på ferie til Ægypten, og Anders Olsen var en tur nede på andetholdet i Serie 1 for at få gang i skudarmen efter en lang håndboldpause.
I stedet dannede Kasper Hansen målmandsduo med Rasmus Henriksen, mens Kenneth Kristensen remplacerede Olsen uden at dog at komme på banen. Mikkel Eriksen var ikke kommet sig over en ondskabsfuld omgang influenza.
Fra 5-5 til 11-5
Hjemmeholdet kom i en håndevending foran 3-0, og det lignede til forveksling starten på lokalderbyet, men den næste periode gik holdet ned i kadence, så stillingen efter ti minutter var 5-5.
Så strammede Nørre Djurs HK tøjlerne og scorede seks mål i rap til 11-5, og siden så holdet sig ikke tilbage.
19-12 føringen ved pausen blev forsvaret i 2. halvleg, hvor der i perioder gik lidt leg, lidt skruebolde og lidt lir i tingene.
"Drengene nåede måske ikke samme højder som mod ÅHG, men det var vel også den bedste præstation, som vi har leveret i mange år," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
"Da vi først fik tempoet sat i vejret, rullede vores kontraspil og afslutninger fra anden bølge, og det havde Team Favrskov svært ved at finde modtræk mod," siger en glad holdleder.
Han er svært tilfreds med, at holdet nu kan holde næsten tre ugers kamppause med to succesoplevelser i bagagen.
"Det giver selvfølgelig stor lyst til at få trænet i pausen, hvor en spiller som Henrik Pedersen, som fortsat er småskadet, kan blive klar til de sidste fem spillerunder," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK besætter i øjeblikket tredjepladsen i 3. division med 19 point for 15 kampe.
"Fantastisk for drengene, at vi ligger så lunt. Nu kan vi gå til de sidste fem kampe, hvoraf de fire er udekampe, og lægge yderligere på," siger holdlederen.
Tre mand scorede 25 mål tilsammen
Alle markspillere, minus Kenneth Kristensen, som ikke fik tid på banen, kom på scoringslisten, men tre spillere ramte for alvor plet undervejs: Nicolaj Danefeld Hansen (11), Mikas Korsgaard 8 og Simon 'Ø' Østergaard 6.
Unge og brølstærke Mikas Korsgaard tager syvmileskridt i sin udvikling fra kamp til kamp. Så meget, at rutinerede Jeppe Viinberg kan bruge det meste af sit krudt i forsvaret, fordi hans lærling på stregen og på midten i forsvaret er ved at være klar til at bestå svendeprøven uden, at mester kigger ham over skulderen hele tiden.
"Danefeld var tydeligvis også opsat på at revanchere et par kampe, hvor han har brugt forholdsvis mange skud til at score. I aften var han meget stærkt spillende og lavede en lang række flotte mål," roser Lunøe.
De tre andre unge: Nicklas Høgh, Rasmus Secher Eldrup og Mathias Nymark Rasmussen fortsatte linjen fra lokalderbyet, og det samme gjorde Martin 'Bondemanden' Jensen.
Rasmus Henriksen stod en stor del af opgøret i målet og gjorde det glimrende, ifølge Lunøe, der også satte tre krydser ud for Kasper Hansen, som tog over med fem minutter igen og blev noteret for tre redninger.
"Godt at se Kasper Hansen i målet. På målmandsposten er der virkelig kamp om pladserne, for vi har seks målmand, som alle træner flittigt," siger Lunøe.
I weekenden spiller andetholdet i Serie 1 en vigtig udekamp mod Randers KFUM. Her håber man at kunne råde over både Kenneth Kristensen og Mikkel Eriksen plus Henrik Elkjær og Emil Søndergaard, der begge har været sengeliggende med influenza.