Fortsæt til indhold

Kendt lokalformand i Kræftens Bekæmpelse træder tilbage

Lokalforeningen i Syddjurs skal på generalforsamlingen 22. februar finde en ny formand efter Ole Egebjerg

Samfund
Af Martin Schultz

En markant skikkelse i Kræftens Bekæmpelses lokale arbejde træder tilbage, når Ole Egebjerg fra Ebeltoft på den forestående generalforsamlingen i Egegård i Rønde takker af som formand.
Ole Egebjerg var i 1988 initiativtager til og formand i den første bestyrelse for Kræftens Bekæmpelse i Ebeltoft, og forsatte som formand for den nye Syddjurs lokalafdeling efter kommunesammenlægningen i 2007.
Ole Egebjerg har været en rigtig frontløber i kræftarbejdet i først Ebeltoft og siden Syddjurs Kommune.
Han har i mere end 25 år stået i spidsen for landsindsamlingsarbejdet, og han har også været formand for de første Stafet for Livet arrangementer i Syddjurs, som i år holdes for 10. gang i Byparken i Rønde. Han har også ledet kampagner som rygestopskurser, Hjem i Hjemmet, Skru ned for solen og netop nu kampagnen med de 7 tegn. Desuden var han også med til at starte motions- og samværstilbuddet Motion og Café i Tirstrup, som har eksisteret i to år.
Samtidig har Ole Egebjerg på de indre linjer i Kræftens Bekæmpelse været en kendt debattør, som har sine meningers mod.

Hædret for en stor indsats

Ole Egebjerg er købmandssøn og startede i den fædrende forretning på Nørrebakke og etablerede sig siden med et nyt supermarked i Skovvænget. Herefter skiftede han til vinbranchen som sælger og var derefter ansat ved det daværende Interprofiles. I sine seniorår har han været taxachauffør.
Ole Egebjergs foreningskarriere startede indenfor idrætten og kom også til at omfatte Ebeltoft Handelsstandsforening og Djurslands Købmandsforening. Siden Sommerfestkomité og Ebeltoft Garden inden han blev formand for Ebeltoft Idrætscenter og stod i spidsen for etableringen af Ebeltoft Svømmehal.
For sin store frivillige indsats i foreningslivet modtog Ole Egebjerg i 2014 hædersprisen ”Årets Lodvig” i Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening.

Helende relationer

Ole Egebjerg træder tilbage på generalforsamlingen i Kræftens Bekæmpelse Syddjurs lokalafdeling i Egegård i Rønde onsdag 22. februar.
På generalforsamlingen skal der vælges nye medlemmer af bestyrelsen. Desuden er der mulighed for at høre et foredrag, hvor psykolog Jens Damkjær, Rønde, vil tale om ”Helende relationer”. Foredraget giver et indblik i, hvor vigtigt det er med gode relationer, når vores liv og helbred står på spil.
Kræftens Bekæmpelse havde ved årsskiftet 3.828 medlemmer i Syddjurs.