Fortsæt til indhold

Skoledebat og præmisser

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

?“Alle ønsker udvikling, men ingen forandring,”?er et citat, der traditionelt tillægges Søren Kierke-gaard. Kierkegaard-forskere afviser dog, at den danske filosof med verdensry har brugt de to ord i en moderne betydning, hvor udvikling forstås entydigt positivt, mens forandring forstås entydigt negativt.

Citatet ligger sikkert klar til brug på tungen hos de politikere, der weekenden over er blevet ramt af en tsunamibølge af indlæg fra bekymrede forældre og borgere, som har nærlæst embedsmændenes udspil til en strukturdebat om fremtidens folkeskole i Syddjurs.

Oplægget til en ny struktur kommer i kølvandet på det tidligere udgivne oplæg til fremtidens fordeling af de økonomiske ressourcer på skoleområdet, den såkaldte Tildelingsmodel.

Hovedparten af de mange indlæg, der har fyldt godt på syddjurs.lokalavisen.dk og Facebook.com/adresseavisen, har primært handlet om et tema: en fremtid med 3-4 distriktsskoler med overbygninger - resten deciderede børnebyskoler efter Norddjurs-modellen, hvor børnene går i dagpleje/vuggestue, børnehave og skole frem til og med 6. klasse i deres nærområde for herefter i 7. 8. og 9. klasse at fortsætte på en af de 3-4 overbygningsskoler.

Før diskussionen farer ud af alle mulige tangenter hist og pist, er det ønskeligt, hvis alle deltagere i debatten vil forholde sig til præmisser, som Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, har præsenteret som årsag til, at skolerne er landet på byrådets dagsorden:

  • Grundsynspunktet er, at kommunens økonomi og et faldende børnetal tvinger politikerne til at ændre på noget af alt det, som vi tager for givet, når vi snakker folkeskoler i Syddjurs.
  • Dernæst slår Per Zeidler fast, at der ikke skal lukkes en eneste folkeskole, fordi det vil være gift for den bosætning, som Syddjurs vil være kendt for.
  • Men også, at uden rettidig omhu fra politikerne nu - så kan konsekvensen blive 3-4 skolelukninger ud i en ikke så fjern fremtid.
  • Det store dyr i åbenbaringen: 3-4 skoledistrikter med en overbygningsskole for 7. 8. og 9. årgang ser Per Zeidler som en mulighed for at give de ældste elever et bedre og bredere undervisningstilbud.

Herfra kan debatten fortsætte."