Hver fjerde ryger stopper
Aarhus Kommunes rygepolitik har fået hver fjerde ryger i Sundhed og Omsorg til at holde helt op med at ryge
Aarhus Kommunes rygepolitik har påvirket 60 procent af de daværende ellers rygende medarbejdere i Sundhed og Omsorg til at ændre vaner.
Det viser en måling i efteråret, som samtidig viser, at 25 procent af de daværende rygere er holdt helt op med at ryge på grund af rygepolitikken i kommunen.
Siden marts 2013 har ansatte i Aarhus Kommune ikke måttet ryge i arbejdstiden.
"Som sundheds-rådmand er det pragtfuldt at se, hvordan medarbejderne har ændret vaner og valgt rygningen fra. Det her viser også, hvordan et ellers ganske hadet forslag kan blive vendt til noget godt," siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.
Kræftens Bekæmpelse har set resultaterne fra Aarhus:
"Det er utroligt positivt, at så mange medarbejdere i Aarhus Kommune har grebet chancen og er blevet røgfri. Røgfri arbejdstid betyder, at ingen udsættes for tobaksrøg på arbejdspladsen, færre begynder at ryge, og det støtter de medarbejdere, der ønsker at leve røgfrit," siger Niels Them Kjær, projektchef, Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.
3.687 medarbejdere besvarede spørgsmålene i målingen 2015. Resultatet af spørgsmålet, om ”kommunens rygepolitik har haft betydning for, hvor meget du ryger dagligt” viser, at 60 procent aldrig har røget, 10 procent er holdt op med at ryge, 14 procent ryger mindre, syv procent ryger lige så meget som før eller mere, og ni procent har svaret ”andet”.
Medarbejderne i kommunen er sammen med rygepolitikken blevet tilbudt rygestoptilbud.
Reglerne i Aarhus Kommune er blandt andet, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden. Medarbejdere må ikke ryge i kommunens institutioner eller på udendørs arealer til bygningen. E-cigaretter er omfattet af samme regler.
Overtrædes reglerne medfører det almindeligvis en påtale eller advarsel første gang. /KSA