Debat og besøg af ferskvandbiologernes 'grand old man'
Bent Lauge Madsen holder foredrag og deltager i debat om vores ”allesammens” vandløb, arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening
Der er mange meninger om oversvømmelserne ved Gudenåen, Nørreåen og andre åers omgivelser og der stilles krav til kommunerne om grødeskæring. Men hjælper det noget? Er det de holdbare løsninger?
Hvem skal bestemme og hvem skal betale? - Naturen, myndighederne eller lodsejerne?
Danmarks Naturfredningsforening, Favrskov afdeling, har inviteret ”Vandløbenes grand old Man”, biolog og vandløbsspecialist Bent Lauge Madsen, til at forklare, hvordan vandløb, store som små, følger deres egen vilje. Der er naturlove, som vi gør klogt i at respektere, men kan man ikke også hjælpe lidt til?
Bent Lauge Madsen var en af arkitekterne bag den vandløbslov, som får skyld for at få vandet til at stå for højt i bl.a. Gudenåen, men hvad ligger der bag og holder det i dag?
Hvad er konsekvenserne, når politikere og lodsejere vil gøre sig til specialister på afvanding? Heldige eller uheldige? Såvel på kort som på langt sigt? I forhold til dem selv og i forhold til andres interesser.
Kurt Andreassen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov og medlem af styregruppen for nyt regulativ for Gudenåen, vil herefter fortælle om gruppens arbejde.
Danmarks Naturfredningsforening har også nogle holdninger, men er åben over for at finde gode langsigtede løsninger. Derfor inviterer foreningen alle, der interesserer sig for sagen, til at udfordre Bent Lauge Madsen og til debat om, hvad der er det rigtige at gøre.
Det foregår mandag 14. marts kl. 19.00 Inside, Dalvej 1, Hammel. Fri entre. Arrangør_: Danmarks Naturfredningsforening, Favrskov afdeling