Kendte arkitekter skal sætte Den ny Maltfabrik på tegnebrættet
Seks stærke arkitekthold skal komme med forslag til ombygningen af Den ny Maltfabrik
?I alt 29 arkitekt-teams fra ind- og udland har vist interesse i at give deres bud på, hvordan man kan transformere Maltfabrikkens fabriksanlæg fra 1861 til et visionært og multifunktionelt kulturelt og kreativt centrum i Ebeltoft.
Ud af disse 29 hold blev de seks mest kvalificerede hold forleden udvalgt og blandt dem befinder sig flere af de førende danske arkitekter som BIG - Bjarke Ingels Group, som er kendt for spektakulære byggerier i ind- og udland. Eller COBE Architects, som netop har vundet den prestigefyldte opgave med at forme Papir-øen ved havnefronten midt i København. Eller det århusianske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen Architechts, som ligeledes er kendt for flotte byggerier i ind- og udland.
“De seks teams viste referencer og tilgange til bevaring af den industrielle karakter, aflæsning af bygningens særlige kvaliteter, at de forstod konteksten med de nærliggende bymiljøer og transformeringer af industrihistorie til det kulturelle fyrtårn vi drømmer om,” siger landskabsarkitekt og bestyrelsesmedlem i Komiteen Ny Malt, Lisbeth Westergaard.
To faser i konkurrencen
Konkurrencen er således skudt i gang og gennemføres i to etaper.
Første fase af konkurrencen løber frem til maj, hvor dommerpanelet og rådgivere vælger et eller flere vindere til næste fase, og hvor de seks forslag vil blive udstillet for offentligheden i Maltfabrikken. I fase to vil bygherrerne få mulighed for i dialog med finalisterne og frem mod efteråret at udvikle de endelige bud på Den ny Maltfabrik.
Forventes færdig i 2019
Der er planen, at vinderen af konkurrencen og dermed arkitekturen for Ebeltofts fremtidige maltfabrik bliver annonceret i oktober 2016.
Konkurrencen er udskrevet af bygherren, som er et partnerskab mellem Fonden Den ny Maltfabrik og Syddjurs Kommune.
Flere store fonde støtter realiseringen af Den ny Maltfabrik. Det samlede budget er på omkring 150 mio. kr., og selve byggeriet forventes at stå færdigt i marts 2019.