Fortsæt til indhold

Vejle får specielle el-biler

Samfund
Af Jacob Hove

I starten af februar tog Vejle Distributionscenter 10 nye og særlige el-biler i brug.
De skal omdele post til borgerne i Vejle by som et af kun fire steder i landet. De tre steder øvrige er Aalborg, Roskilde og København.
De nye el-biler er af mærket Comarth og er i den grad meget synlige og opsigtsvækkende i gadebilledet, ikke mindst fordi deres udseende ligner en blanding mellem en golfbil og en Postmand Per-bil.
Der er 2 vigtige årsager til, at vi i Vejle udskifter 10 af vores benzindrevne knallerter med de 10 nye Comarth el-biler, skriver PostNord i en pressemeddelelse:
Miljø: At udskifte benzin-knallerter med el-biler er en stor gevinst miljømæssigt, da CO2-udledningen reduceres. De nye el-biler er således et vigtigt bidrag i Post Danmarks ambitiøse målsætning om at sænke CO2-udledningen med 40 pct. i perioden fra 2009 til 2020.
Arbejdsmiljø: Fordi el-bilerne er højrestyrede kan vi sikre, at vores postbude ikke stiger ud midt i trafikken, men ind mod fortov eller rabat, når de omdeler post, hvilket er med til at øge sikkerheden. Desuden er de 4-hjulede Comarth mere sikre på vejene end benzinknallerterne, særligt i vintermånederne, og de giver også et løft til postbudenes arbejdsmiljø, fordi de er mere støjsvage end benzinknallerterne.
På Vejle Distributionscenter er samtlige cykler også el-drevne. På landsplan kan Post Danmark mønstre en flåde på 125 el-biler og 1.800 el-cykler.
PostNord AB blev etableret ved sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB i 2009