Fortsæt til indhold

"Vi skal være et skridt foran politikerne"

Det sagde Niels Tange, formand for skolebestyrelsen på Aadalsskolen, efter velbesøgt fyraftensmøde på skolen med over deltagelse af 100 forældre

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Når skolerne kommer på den politiske dagsorden, får det forældrene op fra lænestolene.
Det har de sidste ugers skoledebat i Syddjurs været et tydeligt eksempel på, og det samme med onsdagens fyraftensmøde på Aadalsskolen i Skøring, hvor over 100 lydhøre og engagerede forældre dukkede op. Mange gav deres besyv med undervejs til verserende debat, selvom politikerne inden da havde pillet forslaget om en ny organisering af folkeskolerne i 3-4 distrikter med en fælles skoleleder, en fælles overbygningsskole og en fælles skolebestyrelse, af bordet.
Niels Tange, formand for skolebestyrelsen på Aadalsskolen, far til fire og selv lærer, sagde efter mødets afslutning til Lokalavisens udsendte, at skoledebatten har lært ham vigtigheden af at være et skridt foran politikerne og selv være med til at forme dagsordenen.
"Vi kan ikke klandre politikerne, at de er proaktive og er opmærksomme på, at det har konsekvenser for skolevæsenet, at børnetallet med falder med næsten 1.000 børn over de næste år, men vi skal også være langt bedre ude i alle områder af kommunen til at være mere proaktive end politikerne og komme med løsningsforslag," siger Niels Tange, der sammen med resten af skolebestyrelsen nu sætter gang i en proces, hvor målet er, at borgere, skole, institutioner, virksomheder og foreninger af alle slags snakker sammen på kryds og tværs og opstiller mål for udviklingen af Fremtidens Aadalen.