Feldballe kom i mål som Årets Landsby
Masser af skulderklap og en stor check på vej til beboerne i Feldballe fra Region Midtjylland
Fredag 3. juni bliver en festdag i Feldballe, for da kommer formand for Regionsrådet Bent Hansen med et større følge til Feldballe for at overrække beboerne hæderen for udnævnelsen til Årets Landsby 2016: en check på 150.000 kr.
Der var ingen slinger i valsen, da de 41 medlemmer i Regionsrådet i onsdags i Viborg udpegede Feldballe som Årets Landsby 2016 i konkurrence med en række andre gode landsbyprojekter i Region Midtjylland.
Flere af politikere roste Feldballeborgernes sammenhold og initiativrigdom, og det lokale regionsmedlem fra Djursland, Niels Erik Iversen (A) mente, at prisen er velfortjent i Feldballe, hvor “et langt sejt træk nu har givet pote”.
Og det lange seje træk omfatter både etableringen af de eksperimenterende bosætningsområde Friland for over ti år siden og siden ikke mindst kampen for byens skole, som efter at være blevet lukket som kommuneskole genopstod som Feldballe Friskole.
Også børnehaven er blevet opgraderet til også at have vuggestue og hedder nu Feldballe Børnehus.
Frivillig arbejdskraft
Samtidig blev der bakket op om landsbyens købmand, og i 2013 overtog borgerne den kommunale idrætshal. I 2014 tog borgerne det første spadestik på arealet mellem Feldballehallen og Friland til et ret enestående spontanidrætsanlæg med skateboardbane, klatreklippe, multibane og mødesteder. Altsammen muliggjort ved mange lokale frivilliges arbejdskraft, gavmilde leverandører og sponsorater fra lokale virksomheder og foreninger.
Et naturområde med pomet er under opbygning til både nyttige og rekreative formål, og snart løftes sløret for en restaurant og café i området.
Sammenhold og virkelyst
“Feldballe er en by med ildsjæle, som forstår at udnytte de stedsbundne potentialer og indgå smarte partnerskaber med Syddjurs Kommune,” siger Lukas Wassberg, som på byens vegne skrev den ansøgning, som gav Feldballe titlen som Årets Landsby.
Nu ser man frem til 3. juni, hvor regionsrådsformand Bent Hansen møder op for både at hylde Feldballe og overrække de 150.000 kr., men også for sammen med sine ledsagere at få vist byen frem, så man kan opleve resultaterne af borgernes sammenhold og virkelyst.
I Feldballe går snakken om, hvad de 150.000 kr. skal bruges til.
“Det er hele byen og alle dens borgere, der har fået pengene. Derfor vil vi holde et borgermøde, hvor vi skal diskutere, hvad vi skal bruge pengene til,” siger Bertel Clausen, som er Feldballeborger gennem 30 år og byens tidligere købmand. I dag er han formand for Feldballehallen og blandt de borgere, som aktivt bygger bro mellem tradition og fornyelse.
På den måde har Feldballe sagt nej tak til afvikling og ja tak til udvikling.