Grotesk ventetid i tandplejen på den politiske dagsorden
Tirsdag bliver kommunens børn- og ungeudvalg orienteret om problemerne hos Tandreguleringscenter Fyn
I starten af 2016 kunne Lokalavisen Odense som det første medie fortælle, at der er store problemer med lange ventelister hos Tandereguleringscenter Fyn, der tager sig af børn og unge fra Fåborg-Midtfyn, Kerteminde, Nyborg, Nordfyn og Odense.
Historien tog afsæt i 15-årige Thor Verhoef, som lider af daglige smerter på grund af en skæv tand i undermunden.
Han havde fået at vide, at der kunne gå helt op til to år, før han kunne få den rette behandling.
LÆS OGSÅ: GROTESK VENTETID I TANDPLEJEN: THORS TÆNDER MÅ VENTE MINDST TO ÅR
Overfor Lokalavisen Odense forklarede sekretariatschef Bjarke S. Christoffersen fra Børn- og Ungeforvaltningens Familie- og Velfærdsafdeling, at man var rigtig trætte af problematikken, og at der blev arbejdet intenst på at finde en løsning, så ventelisterne kan nedbringes.
”Vi må erkende, at man er blevet en smule overrasket over, hvor lang tid det tager at gennemgå og få et samlet overblik over alle fem kommuners patienter. Derudover har vi en kæmpestor udfordring i forhold til rekruttering, for der bliver ikke uddannet ret mange specialtandlæger i Danmark," sagde han blandt andet om udfordringerne hos Tandreguleringscenter Fyn, der blev oprettet 1. januar 2015.
LÆS OGSÅ: SEKRETARIATSCHEF OM URIMELIG VENTETID: DET HER KAN INGEN VÆRE TJENT MED
På dagsordenen
På baggrund af Lokalavisen Odenses artikler vil forvaltningen nu orientere politikerne i Børn- og Ungeudvalget.
Det fremgår af dagsordenen for det næste udvalgsmøde, som foregår tirsdag morgen.
Af orienteringen fremgår det, at der lige nu står 1020 børn og unge på venteliste. 110 af dem skal efter planen i behandling inden seks måneder, mens 282 forventes at måtte vente op til maksimalt et år.
628 børn og unge estimeres at skulle vente på behandling i 13-18 måneder.
"En ventetid på 0-6 måneder betragtes som ganske normal praksis," skriver forvaltningen, og derfor fokuserer man indsatsen på de resterende 910 børn og unge på ventelisten.
LÆS OGSÅ: SKULLE VENTE TO ÅR PÅ TANDBEHANDLING: NU FÅR THOR HJÆLP
Som sekretariatschef Bjarke S. Christoffersen også fortalte Lokalavisen Odense, er et af de helt store problemer, at der ikke er nok specialtandlæger til at imødekomme det store behov.
Tandreguleringscenter Fyn er normeret til 6,6 specialtandlæger, men i orienteringen står der, at man i praksis har haft 2,45 specialtandlæger for lidt - hvilket svarer til en underbemanding på 37,1 procent.
Dette skyldes, at de få specialtandlæger, der bliver uddannet, søger mod Aarhus og København og ikke ønsker at bosætte sig i Odense.
De ubesatte stillinger har sparet Tandreguleringscenter Fyn for 1,6 millioner kroner, og de penge bliver nu brugt på at nedbringe ventelisten ved blandt andet at sende nogle af børnene ud i privat praksis.
"Med størrelsen af den nuværende venteliste må det formodes, at det fagligt mest optimale tidspunkt forbipasses i flere tilfælde, hvormed behandlingen vil forlænges og kompliceres. Det vil have konsekvens for barnets trivsel, den kommunale økonomi og den enkelte tandlæge. Præcist hvor store økonomiske konsekvenser ventelisten vil have, er endnu meget usikkert," skriver forvaltningen i forbindelse med en prissammenligning, hvor der redegøres for, at et barns behandling under optimale omstændigheder koster Tandreguleringscenter Fyn 25.000 kroner, men at den udgift sandsynligvis vil øges, hvis behandlingen udskydes på grund af ventelisten.
Behandling i det private koster i gennemsnit omkring 32-37.000 kroner.