Hornslet IF klar til lokalopgør efter ny sejr
Hornslet IF’s divisionsdamer vandt på hjemmebane med 23-21 over Skovbakken uden at imponere
Hornslet IF's divisionsdamer gjorde deres pligt, men det var ikke prangende, da bundproppen Skovbakken søndag eftermiddag blev slået med 23-21 i Hornslethallerne.
Med sejren holder Hornslet IF sin 2. plads i 3. division efter det suveræne førerhold Hasle KFUM, men holdet har JAI lige i hælene inden lokalopgøret med Åstrup/Hammelev-Grenaa på søndag i Åstruphallen.
”Vi spillede ikke en god kamp, men jeg er tilfreds med at vi vinder. Tidligere ville vi have tabt en kamp på sådan en dag, men resultatet viser, at vi har hævet vores bundniveau,” siger Hornslet IF træner Max Christensen.
Hjemmeholdet kom ellers godt i gang og var foran med fire mål i løbet af 1. halvleg, men ved pausefløjtet var føringen kun på et mål ved stillingen 14-13.
”Vi stressede os selv ved at forcere spillet. Spillerne blev alt for ivrige og det gik ud over vores spil.”
Julie Svendsen hjemme på gæstevisit
Hornslet IF måtte se bort fra Katrine Beedholm og Emilie Gammelvind Sørensen, som blev syg og ikke kunne stille op.
Max Christensen har fået Cecilie Thrue tilbage på holdet efter et højskoleophold, men det var den ellers bortrejste Julie Svendsen, som sikrede, at der var to udskiftningsspillere på bænken.
Julie Svendsen er på studieophold i udlandet, men var hjemme for en kort bemærkning og indvilgede i at give sit hold en hjælpende hånd, selvom hun ikke træner for øjeblikket.
Desuden måtte holdet se bort fra målmand Maria Pape på grund af arbejde, men veteranen Karin ”Goofy” Rasmussen stillede også denne gang op som målmandsmakker til Amalie Aagaard.
Har revanche til gode i lokalopgør
I 2. halvleg foretog træner Max Christensen en ændring i holdets forsvarstaktik.
”Vi gik fra at spille 6-0 i forsvaret til at spille 5-1 med Maria Møller i en fremskudt position til at forstyrre Skovbakkens angrebsspil. Maria gjorde det i denne fase af kampen rigtig godt både i forsvar og angreb, og hun fik i hvert fald vores forsvar til at hænge meget bedre sammen,” siger Max Christensen.
Hornslet IF førte gennem hele kampen og der var derfor aldrig tvivl om udfaldet, men spillet var ikke prangende.
”Det var en meget svingende præstation. Men flere spillere bød ind med gode præstationer i perioder af kampen,” siger Max Christensen og fremhæver Maria Møller, Maja Hentze Andersen og topscorer Simone Handberg.
”Men grundlæggende var sejren en holdpræstation,” siger Max Christensen, som også vil fremhæve veteranen Karin ”Goofy” Rasmussen, som de sidste ti minutter afløste Amalie Aagaard i målet og med nogle gode redninger var med til at sikre sejren på 23-21.
Hornslet IF spiller søndag kl. 18.00 mod Åstrup/Hammelev-Grenaa, som ligger nr. 4 i tabellen.
”Det bliver en sjov kamp, som vi glæder os til at spille. Det er det nærmeste vi kan komme et lokalopgør, så vi vil være 10 pct. mere tændte. Vi har revanche til gode, så det bliver med garanti en spændende kamp,” siger Max Christensen.