Fortsæt til indhold

Hærværk for 250.000 kroner mod nyt vandværk

Det nye Esbjerg Vandværk er under opførelse, men ukendte hærværksmænd har spændt gevaldigt ben for byggeriet

Samfund
Arkiv

Det nye vandværk i Esbjerg er i øjeblikket under opførelse på en bar mark i Kjersing-industriområdet. Byggeriet har for nylig været udsat for alvorligt hærværk inde i bygningen med skader for ca. 250.000 kroner.
Til efteråret skal det nye Esbjerg Vandværk stå færdigt. Arbejdet har været i gang i 10 måneder på pladsen, men desværre er der risiko for forsinkelser efter et indbrud og alvorligt hærværk inde i bygningen midt i februar.

-"Ved indbruddet blev der blandt andet brugt en pulverslukker mod diverse udstyr. Efter en inspektion af skadernes omfang foretaget af tyske specialister er rengørings- og oprydningsarbejdet nu igangsat. Det forventes at koste over 250.000 kr. og kan forsinke projektet og idriftsættelsen af vandværket væsentligt," siger Søren Tygesen, projektleder hos DIN Forsyning og fortsætter:

­"Der er også frygt for, at der kan være negative effekter på lang sigt på udstyr og materiel, fordi pulveret fra pulverslukkeren kommer ind over alt."

Ingen forureningsrisiko

DIN Forsyning ser alvorligt på hærværket på vandforsyningsanlægget, ikke mindst af hensyn til sikkerheden for, at drikkevandet altid er rent.
"I dette tilfælde var vandværket endnu ikke i drift og der har derfor heldigvis ikke været en forureningsrisiko for drikkevandet," fortæller Søren Tygesen.
I forhold til skaderne kan det i sidste ende blive DIN Forsynings kunder, der indirekte skal betale via vandregningen. Sagen er naturligvis anmeldt til politiet, og hvis de ansvarlige for hærværket findes, vil DIN Forsyning kræve erstatning for det udøvede hærværk.
"Efter dette indbrud er sikringen af bygningen og videoovervågningen øget og på det færdige vandværk vil adgangskontrol og overvågningen være af meget høj standard, så DIN Forsyning håber meget på, at denne episode ikke gentager sig," siger Søren Tygesen.