Fotograf med sans for detaljen på Rønde Bibliotek
Fotografen Karin Munk udstiller fra torsdag i Rønde Kunstforening
?Publikum får lov til at møde en spændende fotograf, når Rønde Kunstforening torsdag 25. februar kl. 19 ferniserer en udstilling med Karin Munks smukke billeder på Rønde Bibliotek. Efterfølgende er der generalforsamling i Rønde Kunstforening med bortlodning af årets indkøbte kunstværker.
Karin Munk fra Aaarhus er en spændende og alsidig fotograf.
Hun startede sit fotografiske liv i 1954 og har været optaget af at indfange detaljer i omgivelserne.
“Detaljer man måske hurtigt passerer, da de ikke syner af meget. Det kan være fra en storslået kirke, sten på en strand, blomster på en mark, en kasse fisk på havnen, belægning på gaden eller drivende skyer på himlen. Måske er det detaljen, der gør helheden spændende og smuk,” udtaler Karin Munk. At opleve noget i nye dimensioner er fascinerende, mener Karin Munk.
Karin Munk har i en lang årrække været bestyrelsesmedlem i Fotomuseet ved Brandts Klædefabrik. Hun har været medstifter af Århus-Gruppen under Danske Kunsthåndværkere. Siden 2007 har hendes interesse været koncentreret om fotografiets kunstneriske muligheder.
Serie af billeder
På Rønde Bibliotek udstiller Karin Munk fotografier af blomster og planter - ofte billeder med dele heraf. Der vil også blive vist en serie af billeder, der bære titlen ”spejlinger”.
Udstillingen kan ses frem til 23. marts på Rønde Bibliotek.