Skoleleder takker af på Ådalsskolen
Gitte Gaml stopper som skoleleder ved udgangen af dette skoleår efter 18 år på Ådalsskolen
Det er ikke den verserende skoledebat i Syddjurs, der har fået Ådalens skoleleder, Gitte Gaml, til at meddele sin afgang, når dette skoleår er forbi i slutningen af juni.
“Nej, overhovedet ikke. Min beslutning om at stoppe er helt udramatisk,” undesrtreger hun.
“Det kan godt være, at det lige nu er turbulent for os i skoleverdenen, men jeg håber, at der snart kommer ro på, og det vil jeg gerne medvirke til, inden jeg stopper.”
Vil prioritere anderledes
Gitte Gaml fylder snart 60 og er tjenestemand.
Det har givet hende mulighed for at stoppe op og mærke efter, hvordan hendes egen fremtid skal se ud.
“Jeg har mange ting, som jeg gerne vil have udlevet i mit liv, og nu er tiden så kommet til at gøre det,” siger hun, der bor mellem Randers og Mariager.
Med til, at hun tager beslutningen nu, er også sygdom i den nærmeste familie.
18 år på Ådalsskolen
Gitte Gaml har være leder på Ådalsskolen i snart 18 år.
Hun startede som viceskoleleder, og var det i 4-5 år, før hun overtog lederjobbet efter Poul Bang.
“Ådalsskolen er en dejlig skole, og jeg nydt de mange år,” siger Gitte Gaml, der vil kæmpe kampen de sidste måneder af sin arbejdstid på skolen, så hun overlader en skole til sin afløser, der er i god gænge.
Respekt for beslutning
Niels Tange, formand for skolebestyrelsen på Ådalsskolen, har stor respekt for sin skoleleders beslutning.
“Vi er naturligvis kede af at skulle sige farvel til Gitte, men vi må også have respekt for, at hun vil prøve nogle andre ting af i sit liv,” siger Niels Tange.
Leder med hjerte
Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, var ikke orienteret om Gitte Gamls afgang, da Lokalavisen bad ham om en kommentar:
“Jeg har lært Gitte Gaml at kende som en leder med hjerte i de sammenhænge, som jeg har mødt hende,” siger Per Zeidler.
“Hun er en skoleleder, der har været god til at tænke i nye baner og nye måder at gøre tingene på. Ikke mindst ligger børn med særlige behov og deres muligheder for et godt skoleliv hendes hjerte nær,” siger skolernes politiske formand, der også roser Ådalsskolen for at have en engageret skolebestyrelse.
“Det er bestemt også skolelederens fortjeneste.”
Det bliver nu op til skolechef Per Viggo Larsen og skolebestyrelsen at kickstarte den proces, der skal føre til, at der findes en afløser fra Gitte Gaml med start fra det kommende skoleår.