Udstrakt hånd til udsatte beboere
Boligkontoret Danmark tilbyder ny professionel rådgivning
Flere almene boligområder rummer beboere, der er udsættelsestruede eller kæmper med sociale problemer. Der er behov for at tage ansvarlig hånd om disse beboere og det har Boligkontoret Danmark, der blandt andet administrerer Lillerød Boligforening og Lynge-Uggeløse Boligforening, valgt at gøre ved at tilbyde en ny professionel rådgivning.
En af beboerne hos hos Boligkontoret, Lars Kruse, ringede for nylig til Boligkontoret Danmark med stor bekymring i stemmen. Han var nervøs for, om der var sket noget med hans nabo, som pludselig ikke fulgte sine faste vaner. Da politiet dukkede op på adressen, viste det sig, at naboen lå død i sin bolig. Historien er ikke enestående og viser, at der er behov for at tage hånd om nabobekymringer, skriver Boligkontoret Danmark i en meddelelse til Allerød Nyt.
"Med en blandet beboersammensætning som vores, vil der altid være folk med adfærds- eller helbredsmæssige problemer. Det skal vi tage hånd om, og derfor er det nødvendigt, at vi tilbyder hjælp og rådgivning, så vi både respekterer privatlivets fred og samtidig sikrer, at vores beboere ikke går alene med deres bekymringer," fortæller Stina Amdi Letvad, boligsocial konsulent hos Boligkontoret Danmark.
Økonomisk rådgivning skal forhindre udsættelser
Beboere der har svært ved at betale husleje og har behov for hjælp til deres økonomi, får også en udstrakt hånd. Gennem de sidste fire år har projektet "Stop Udsættelser" vist, at økonomisk rådgivning er et særdeles effektivt redskab til at forhindre udsættelser.
På bare fire år blev antallet af årlige udsættelser reduceret med 63 % og derfor har medlemmerne hos Boligkontoret Danmark valgt at gøre rådgivningen til et permanent tilbud under navnet: "Råd til husleje".
"Det er ekstremt vigtigt, at vi fortsat kan hjælpe de beboere, der har udfordringer med økonomien. Ikke kun for at sikre at de bliver boende i deres hjem, men også fordi vi som almen boligadministration tager hånd om vores svageste beboere," siger administrerende direktør hos Boligkontoret Danmark, Michael Demsitz.