Betalte for mad i 27 dage efter mandens død
I Allerød fik en enke en regning for den afdøde mands mad i 27 dage efter mandens død
"Når man dør, så burde det stoppe. Maden er ikke blevet leveret, det er bare Mad til hver dag, der scorer kassen."
Sådan siger byrådsmedlem fra Blovstrød Listen Erling Petersen. Han er blevet kontaktet af en dame, der i december mistede sin mand, som boede på Plecenteret Mimosen. Manden døde 12. december 2015, men enken har fået en regning for mad helt frem til 8. januar 2016.
Erling Petersen har undersagt hos Forvaltningen på Allerød Kommune, og svaret, som Allerød Nyt har set, er, at det er foregået helt efter reglerne.
"Hvis den kontrakt er udformet sådan, at de pårørende skal betale for mad i 27 dage efter et familiemedlems død, så er den helt gal. Så skal vi opsige den," siger Erling Petersen og fortsætter:
"Det støder mig kolossalt, at vi tager penge fra de ældre på den måde."
Det er ikke første gang, at Erling Petersen hører om regninger for mad efter en person er gået bort.
"Jeg ved, at flere har fået de her regninger, og de klager også, men der sker ikke noget. Den sidste bestilling mad burde slet ikke have været sendt afsted. Folk derude burde have tænkt sig om. Det er ikke etisk korrekt," siger Erling Petersen, der mener, at kommunen må gøre noget.
"Kommunen skal tage affære nu. De skal lave sådan en kontrakt om. Det er jo bare et tryk på en knap, og så skal de ikke have leveret maden," siger Erling Petersen, der begynder at tvivle på Allerød Kommunes evne til at tegne kontrakter.
"Det sætter et stort spørgsmålstegn ved, om Allerød Kommunen overhovedet kan tegne kontrakter. Vi har kontrakter mange steder, og det fungerer slet ikke," siger Erling Petersen, der udover at være byrådsmedlem også er ansat i Allerød Kommune.
Erling Petersen vil gerne understrege, at han taler udelukkende om systemet og ikke om den enkelte medarbejder eller maden.
"Det her er ikke et spørgsmål om kvaliteten - hverken af maden eller de ansatte - det er strukturen, den er gal med," siger Erling Petersen.