Fortsæt til indhold

Udviste Shalik vender tilbage til Danmark med sin familie

Samfund
Jacob Nielsen

Shalik Bhattarai måtte forlade Danmark den 8. januar fordi han tilbage i 2013 havde arbejdet for meget ved siden af sine studier. Men den udviste nepalesiske studerende får nu, sammen med sin kone og søn, lov til at flytte tilbage til Danmark fra Lissabon i Portugal, hvor familien har opholdt sig. Han har nemlig fået et såkaldt etableringskort, som kan gives til udlændinge, der har afsluttet en dansk kandidatuddannelse eller ph.d.-uddannelse i Danmark. Det skriver TV2/Fyn.

Shalik blev udvist fordi han arbejdede mere end de 15 timer om ugen, som hans daværende visum tillod.
Familien har fortalt til TV2/Fyn, at opholdet i Portugal føltes ligesom at være i fængsel, fordi de har boet på et lille værelse. Men det kan de altså se en ende på nu. Når de vender tilbage til Danmark, skal de bo hos en af deres venner i Farum, indtil de selv har fundet en bolig. Familien måtte nemlig opsige deres lejlighed i Odense, da de blev udvist, skriver TV2/Fyn.

Shalik Bhattarai nåede lige akurat at afslutte sit speciale i økonomi på Syddansk Universitet med et 10-tal, inden han forlod landet. Nu kan han genoptage karrieren og sit liv i Danmark.

Flybilletten er allerede bestilt, og resten af forberedelserne til hjemturen er i fuld gang. Shalik og familien ankommer til landet på fredag.