“Borgerlisten skranter ikke”
Det afgåede byrådsmedlem, Jørgen Brøgger, ikke enig i, at Borgerlisten er på vej til at sygne hen
lokalpolitik ?"En skrantende Borgerliste” ...Hvor," spørger Jørgen Brøgger, tidligere Ebeltoft borgmester og mangeårigt byrådsmedlem i Syddjurs, indtil han i 2015, på grund af svigtende helbred, måtte vige pladsen til førstesuppleanten Peter Andersen.
Spørgsmålet rejser Jørgen Brøgger i Borgerlistens netop udsendte nyhedsbrev som en kommentar til, at Borgerlisten i Adresseavisen Syddjurs i en KOMMENTAR var omtalt som ”en skrantende Borgerliste”.
"Hertil må vi replicere og sige, at vi på ingen måde føler os ”skrantende”. Tværtimod arbejder Borgerlisten seriøst og målrettet i det lokalpolitiske felt for at opnå resultater med solide Borgerliste-aftryk, - til gavn for Syddjurs Kommune og dens borgere. Og netop fordi Borgerlisten arbejder på et parti-upolitisk grundlag og dermed kan samarbejde til alle sider, opnår Borgerlisten stor indflydelse," skriver Jørgen Brøgger.
Partier kæmper også
Han erkender dog, at Borgerlisten står foran store udfordringer i forhold til at skaffe kandidater til det forestående kommunalvalg i 2017, men udfordringerne er ikke større end hos de politiske partier.
"(...) her er Borgerlisten absolut ikke mere ”skrantende” end vore kolleger fra de politiske partier/vælgerforeninger, - ja, vi er endog vidende om, at nogle af partierne har betydeligt større vanskeligheder på dette felt end Borgerlisten har. Det ses blandt andet af, at der er politiske partier – der jo har en medlemskreds at ”tage af” – der mønstrer færre deltagere til deres generalforsamlinger end Borgerlisten samler til sine årsmøder. Også selvom de pågældende partier har flere byrådsrepræsentanter end Borgerlisten," skriver Jørgen Brøgger.
Årsmøde i april
Borgerlisten afholder årsmøde tirsdag 19. april på Kulturhotellet i Rønde klokken 19.30.
Her kan alle interesserede borgere i Syddjurs dukke op og sprede deres holdninger til, hvordan de mener en Borgerliste anno 2016 skal arbejde.