Undgå (kold-)brand Syddjurs
- Børneteaterfestival 2018 passer som fod i hose til Syddjurs Kommunes strategi
"?Hvad er sammenhængen mellem SFs tværpolitiske kulturevent på Kulturhotellet i Rønde fredag 4. marts 2016 klokken 17, faldende børnetal, branding af Syddjurs, kommunens likviditet og Børneteaterfestival 2018?
Den er tydelig som aldrig før.
SFs arrangement har skabt røre i den politiske andedam ved at stå opført i det officielle program for det ombyggede Kulturhotels åbningsuge.
Det fik byrådet forleden på forlangende af Liberal Alliances Per Zeidler en længere debat om, og den blev løst, så sagens hovedpersoner, SFs egen Kirstine Bille og Zeidler, bagefter kunne skåle med hinanden til byrådets nachspiel.
Byrådet har erkendt, at Grundlovens bogstaver om ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed også gælder SF Syddjurs. SF kan således regne med fuld tilslutning fra det samle byråd på fredag. De, der bliver væk, bør henvises til skammekrogen fremover - sådan må det være.
Nu kommer vi så til finalen. Der er nemlig en klar sammenhæng mellem SFs tværpolitiske kulturevent på Kulturhotellet i Rønde fredag 4. marts 2016 klokken 17, faldende børnetal, branding af Syddjurs, kommunens likviditet og Børneteaterfestival 2018.
Den sidste først. Embedsmændene kæmper lige nu med at finde en slagplan for Børneteaterfestival 2018 efter, at Norddjurs Kommune hoppede af. Skal/skal ikke?
Helt klart skal. Syddjurs har tidligere vist dristighed på kulturområdet, og nu er der en oplagt grund til at gøre det igen.
Hvornår får kommunen igen chancen for at få hele landets bevågenhed, som det vil blive tilfældet i en hel uge i april 2018, hvis politikerne siger ja til solo at stå for Børneteaterfestivalen?
Nu er det naturligvis tudetosset at snakke kunst og kultur i sammenhæng med indtægtsdækket virksomhed, men nuvel, hvis det hjælper de mest tvivlsomme politikere på vej, så gør vi det for enkelt gangs skyld.
Politikerne har lige nikket ja til, at branding af kommunen ikke handler om at efterligne alle andre, men derimod om at præstere nålestik, der sætter sig og kan trække nye borgere til. Børnekulturfestivalen opfylder dette til fulde.
Det kan godt være, at politikerne skal finde de penge, som Norddjurs ikke vil betale (1,3 mio. kroner), men de er i den kommunale kasse, fordi formålet er enestående.
I stedet for at bruge 50 mio. kroner til en bosætningskampagne som foreslået af løsgænger Anette Quist Busk, kan man nøjes med meget mindre.
Syddjurs forny dit ry - ellers risikerer du at få (kold-)brand."