Ros til Jesper Yde fra løsgænger Busk
Anette Quist Busk og Enhedslistens Jesper Yde Knudsen er på samme hold, når det gælder kritikken af fordelingen af pengene til folkeskolerne
Lokalavisen har bedt en række byrådspolitikere forholde sig til de seks kritikpunkter af den måde, som pengene til kommunens ti folkeskoler og specialskolen i Pindstrup fra skoleåret 2016/17 skal fordeles på, som er årsag til, at Enhedslistens Jesper Yde Knudsen har meldt pas.
Læs også: Skoledebat: Enhedslisten siger NEJ til ny model for fordeling af penge til skolerne
Ikke alle adspurgte: Per Zeidler, Ole Bjerregaard, Helle Røge, Jørgen Brøgger, Ole Bollesen, Peter Andersen, Anette Quist Busk, Jan Kjær Madsen og Per Dalgaard har svaret endnu, men det gør de uden tvivl hen over weekenden, så følg med her på sitet.
Den, der var hurtigst på aftrækkeren, var ikke overraskende løsgænger Anette Quist Busk.
Jesper Yde Knudsens kritikpunkter er følgende:
- 1. Den fordeler ressourcerne urimeligt i forhold til arbejdsopgaverne. Specielt går det hårdt ud over de små skoler. Modellen vil f.eks. betyde at Thorsager Skole vil miste ca. 10 procent af sit budget, men stadigvæk skulle udføre de samme arbejdsopgaver. Det er svært at forestille sig, at det ikke går ud over kvaliteten.
- 2. Modellen betyder, at en skole mister op til 200.000 kroner, hvis man beslutter at sende et barn på specialskole. Vi frygter, at det vil betyde for stort fokus på økonomien og ikke på, hvad der er bedst for det enkelte barn.
- 3. Ådalsskolen og Mørke Skole mister sine specialklasser, og det kan blive svært hurtigt at opbygge specialkompetencer på de andre skoler. I Budget 2016 vedtog vi, at elever ikke skulle flyttes, og at der derfor var en lang overgangsperiode. Den er i modellen skåret ned til kun 3 år.
- 4. Der bliver taget 6 mio. fra skolernes budgetter til en central pulje til efteruddannelse. Vi mener, at skolerne er de bedste til at vurdere, hvordan de penge anvendes mest fornuftigt.
- 5. I Enhedslisten er vi meget skeptiske overfor forvaltningens tanker omkring en stærkt øget brug af niveaubestemt holddeling. Vi frygter en tidlig opdeling af eleverne, der kan gøre det svært at bryde den sociale arv.
- 6. Processen er foregået meget lukket. Skoler og skolebestyrelser har ikke været inddraget i udarbejdelsen af modellerne. De er først blevet bedt om et høringssvar efterfølgende. En lang række skolebestyrelser har tilbudt at gå konstruktivt ind i processen med at skabe løsninger sammen med politikerne, hvis man ville vente et år med at indføre en ny model. Det mener vi i Enhedslisten er en rigtig god ide, der kunne skabe en langt mere visionær og gennemarbejdet løsning for skolerne i Syddjurs.
I de to budgetter Enhedslisten har været med til, har der ikke været besluttet nedskæringer på skoleområdet. Alligevel er det blevet meldt ud til skolerne, at der sker nedskæringer allerede i 2016.
Anette Quist Busk svarer:
"Stor ros til Jesper Yde for at have afdækket forvaltningens køren rundt med politikerne. Dejligt, at han er trådt i karakter som kritisk venstrefløjspolitiker.
Ad 1: Det er hjerteblod for mig at værne om de små skoler og vores lokalsamfund. Derfor er det uacceptabelt, at for eksempel Thorsager Skole skal skære 10 procent af sit i forvejen lille budget. Jeg foreslår i stedet en model, hvor hver skole får et fast beløb, før den elevafhængige model starter.
Ad 2: Helt enig. PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) bør bestemme, hvem der skal på specialskole og have midlerne dertil.
Ad 3: vi skal passe på ikke at tabe værdifulde specialkompetencer på gulvet på grund af spare- og standardiseringsiver. At det er nemmere for forvaltningen at styre er ingen argument for mig.
En overgangsperiode på kun 3 år er et uacceptabelt brud på de løfter, vi har givet til forældrene.
Ad 4: Helt enig
Ad 5: Helt enig
Ad 6: Helt enig, men de skal reelt sikres indflydelse. Det skal ikke blot være en alibi-øvelse"