Fortsæt til indhold

Eva Kjer-sag er blevet personlig

Samfund
Af Simon Carlson

Venstre-borgmester Jørn Pedersen er yderst tilfreds med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag viste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillid i sagen om landbrugspakken, der muligvis indeholder urigtige tal.
Eva Kjer Hansen er valgt ind i Kolding Sydkredsen. Jørn Pedersen har således haft tæt samarbejde med ministeren.
"Hun er en af de mest hæderlige politikere, jeg har oplevet. Hun siger, hvad hun mener er rigtigt, og det er jeg sikker på, at hun også har gjort i den her sag. Det viser jo, at statsministeren ikke er i tvivl om hende, så jeg synes, han gør det helt rigtige ved at vise Eva Kjer Hansen fuld tillid, da vi ellers havde at gøre med en ubegrundet fyring," siger Jørn Pedersen, der mener, at de konservative på Christiansborg har gjort en fyring af Eva Kjer Hansen til en personlig sag.
"Man kan jo spørge sig selv, om man er godt nok oplyst, når man på den ene side vil fyre en minister på grund af tal i en rapport, men samtidig vælger at stemme landbrugspakken igennem. Så må man antage, at det er personligt. Den slags skal en minister absolut ikke væltes på, så jeg håber da, at de får styr på det, og så glæder jeg mig da bare over, at det ikke er sådan et samarbejde, vi har med de konservative her i Kolding," fastslår Jørn Pedersen