Ny kombi-behandling har overraskende god effekt
Forskerne arbejder hele tiden på højtryk på at finde bedre behandlingsformer blandt andet for patienter med brystkræft, og nu ser det ud til, at man er nået et skridt videre. En ny kombinationsbehandling har nemlig god effekt på en bestemt type brystkræft. Det skriver bt.dk.
University Hospital of South Manchester har behandlet 257 kvinder med brystkræfttypen HER2-positiv med en kombination af de allerede kendte stoffer Herceptin og TKI 11 dage før de skulle opereres. I 2/3 af tilfældene blev svulsten hurtigt markant mindre eller forsvandt helt inden operationen. Dermed kan kvinderne muligvis på sigt undgå efterfølgende kemo-behandling, skriver bt.dk.
"Det er enormt spændende, da det er ret voldsomme resultater, de kan præsentere," siger overlæge, Jens Oluf Bruun Pedersen, fra Kræftens Bekæmpelse.
Begge de brugte stoffer er allerede godkendt til behandling i Danmark, og den tilsyneladende revolutionerende behandling kan snart forventes her til landet også, mener overlægen.
"Jeg tror ikke, der går lang tid, før nogen går i gang med det," siger Jens Oluf Bruun Pedersen til bt.dk.