"Tildelingsmodellen er udtryk for solidaritet mellem skolerne"
Der ligger seriøse overvejelser og beregninger bag den nye fordeling af penge til de ti folkeskoler og Pindstrupskolen, lyder det fra Socialdemokraternes gruppeformand Ole Bollesen
Lokalavisen har bedt en række byrådspolitikere forholde sig til de seks kritikpunkter af den måde, som pengene til kommunens ti folkeskoler og specialskolen i Pindstrup fra skoleåret 2016/17 skal fordeles på, som er årsag til, at Enhedslistens Jesper Yde Knudsen har meldt pas.
Læs også: Skoledebat: Enhedslisten siger NEJ til ny model for fordeling af penge til skolerne
Ikke alle adspurgte: Per Zeidler, Ole Bjerregaard, Helle Røge, Jørgen Brøgger, Ole Bollesen, Peter Andersen, Anette Quist Busk, Jan Kjær Madsen og Per Dalgaard har svaret endnu, men det gør de uden tvivl hen over weekenden, så følg med her på sitet:
Jesper Yde Knudsens kritikpunkter er følgende:
- 1. Den fordeler ressourcerne urimeligt i forhold til arbejdsopgaverne. Specielt går det hårdt ud over de små skoler. Modellen vil f.eks. betyde at Thorsager Skole vil miste ca. 10 procent af sit budget, men stadigvæk skulle udføre de samme arbejdsopgaver. Det er svært at forestille sig, at det ikke går ud over kvaliteten.
- 2. Modellen betyder, at en skole mister op til 200.000 kroner, hvis man beslutter at sende et barn på specialskole. Vi frygter, at det vil betyde for stort fokus på økonomien og ikke på, hvad der er bedst for det enkelte barn.
- 3. Ådalsskolen og Mørke Skole mister sine specialklasser, og det kan blive svært hurtigt at opbygge specialkompetencer på de andre skoler. I Budget 2016 vedtog vi, at elever ikke skulle flyttes, og at der derfor var en lang overgangsperiode. Den er i modellen skåret ned til kun 3 år.
- 4. Der bliver taget 6 mio. fra skolernes budgetter til en central pulje til efteruddannelse. Vi mener, at skolerne er de bedste til at vurdere, hvordan de penge anvendes mest fornuftigt.
- 5. I Enhedslisten er vi meget skeptiske overfor forvaltningens tanker omkring en stærkt øget brug af niveaubestemt holddeling. Vi frygter en tidlig opdeling af eleverne, der kan gøre det svært at bryde den sociale arv.
- 6. Processen er foregået meget lukket. Skoler og skolebestyrelser har ikke været inddraget i udarbejdelsen af modellerne. De er først blevet bedt om et høringssvar efterfølgende. En lang række skolebestyrelser har tilbudt at gå konstruktivt ind i processen med at skabe løsninger sammen med politikerne, hvis man ville vente et år med at indføre en ny model. Det mener vi i Enhedslisten er en rigtig god ide, der kunne skabe en langt mere visionær og gennemarbejdet løsning for skolerne i Syddjurs. I de to budgetter Enhedslisten har været med til, har der ikke været besluttet nedskæringer på skoleområdet. Alligevel er det blevet meldt ud til skolerne, at der sker nedskæringer allerede i 2016.
Ole Bollesen, gruppeformand for Socialdemokratiet svarer:
"Hele baggrunden for en ny tildelingsmodel er, at elevtallet de kommende år er stærkt faldende – og at kommunens økonomi på skoleområdet ikke er ubegrænset. Endelig er tildelingsmodellen et ønske om at inkludere langt flere elever på deres almindelige folkeskole. De lokale skoler får altså generelt langt flere midler til specialundervisning.
Socialdemokraterne går netop ind for en model, der sikrer de små skoler. I stedet for at lukke de mindre skoler giver denne model skolerne mulighed for at fungere med en meget mere fleksibel holddeling og klassedannelse. Denne tildelingsmodel kendes i forskellige varianter i vores daginstitutioner, i andre kommuners skolevæsen, på landets gymnasier og på vores universiteter.
Hvis en elev ikke kan inkluderes på den lokale folkeskole – skal eleven undervises på en specialskole. I denne model er vi blevet enige om at lave en central pulje til hjælp for skolerne i denne situation. Skolerne skal altså kun betale cirka det halve af, hvad det koster at sende en elev på specialskole. Samtidig skal man huske på, at skolernes budgetter indeholder midler til specialundervisning.
Denne model er ikke blevet til i stor hast. Vi har modtaget og læst høringssvar. Vi har set på forskellige modeller – fordele og ulemper i over et halvt år. Endelig bliver der oprettet et 'Skoleforum', hvor alle skoler og deres bestyrelser bliver repræsenteret. Netop dette 'Skoleforum' skal evaluere denne tildelingsmodel og justere den, hvis det bliver nødvendigt. Denne decentrale evaluering har været meget vigtig for Socialdemokraterne. Vores hovedformål har været at sikre, at vi har velfungerende skoler i hele kommunen.
Tildelingsmodellen er udtryk for solidaritet mellem skolerne. Det er dyrere at drive en lille skole end en stor skole. Derfor tildeles de mindre skoler også betydeligt flere midler pr. elev end de store skoler med denne model. Socialdemokraterne tror på, at de mindre skoler vil være i stand til at arbejde kreativt omkring klassedannelser og holddannelser i en periode, hvor børnetallet falder meget.
Den store udfordring i de kommende år på vores lokale folkeskoler bliver inklusionen. Socialdemokraterne har i lang tid presset på for at arbejde videre med dette. Vi er nu med til at der afsættes midler til efteruddannelse af lærerne på dette område, og til juni afholdes der i byrådsregi en konference om inklusion. "