Ny MiR bestyrelse lægger ud med blues koncert
Musik i Rønde byder torsdag aften på veldrejet blues med “Theessink & Møller”
Musikforeningen MusikiRønde, MiR, er med, når åbningen af KulturHotellet i Rønde fejres over flere dage i ugens løb.
Således byder MiR torsdag aften 3. marts på koncert med to garvede bluesmusikere, Hans Theessink og hans kompagnon Knud Møller, som gennem mange år ogsåhar været kendt som Johnny Madsens faste akkompagnatør.
Sammen vil den kompetente bluesduo spille både sange fra Hans Theessinks fyldige bagkatalog, samt numre fra den traditionelle blues-root genre.
Intimkoncerter i caféen
Koncerten bliver også en velkomst til en ny MiR bestyrelse, som skal løfte arven efter to af Røndes kulturdynamoer, Lise og Finn Olsen, som efter 12 år med MiR lige fra dag 1 nu har trukket sig ud af bestyrelsen.
Generalforsamlingen 27. januar gav valg til Pia Steen, Per Meyer, Erling Andersen, Michael Torfing og Finn Østergaard i en ny bestyrelse, som fremover blandt andet vil udnytte KulturHotellets nye musikcafé til intimkoncerter med nogle af Djurslands dygtige spillemænd og musikere.