Sidder du i økonomisk lort til halsen?
KFUM's Sociale Arbejde tilbyder gratis og uvildig økonomisk rådgivning på Kafé Kolind på mandage og onsdage
KFUM's Sociale Arbejde driver gældsrådgivningen På Fode Igen. Her kan alle privatpersoner få rådgivning af frivillige og uvildige rådgivere vedrørende deres privatøkonomi. Rådgivningen er gratis.
På Djursland er det muligt at få økonomisk rådgivning på Kafé Kolind.
Kafé Kolind opstod i august 2005 i et samarbejde mellem lokale virksomheder, KFUM's Sociale Arbejde og Midtdjurs Kommune (Efter kommunesammenlægningen til Syddjurs Kommune).
Kompetente rådgivere
"Formålet med rådgivningen På Fode Igen er at hjælpe udsatte borgere til at få overblik over deres økonomiske situation og motivere dem til at reducere deres gæld. Målet er, at borgeren på længere sigt selv kan mestre sin økonomi og derved få en bedre livskvalitet," fortæller Hanne Høy, projektmedarbejder På Fode Igen.
De rådgivere, som borgerne kan møde på Kafé Kolind, har en baggrund som for eksempel bankrådgiver, socialrådgiver og jurist eller studerende på sidste del af en relevant uddannelse. De rådgiver om budgetlægning, afdrag og omlægning af gæld, gældssanering og om hvordan, man kan anvende sit rådighedsbeløb bedst muligt.
Uret tikker ikke
"I forhold til de andre rådgivninger, har vi god tid til samtalerne, og borgerne kan komme igen. Derfor har vi mulighed for at hjælpe også folk, der har rod i livet og kæmper med uoverskuelige og komplekse problemstillinger," fastslår Hanne Høy.