Her er Danmarks ældste Jesusfigur
Fredag den 11. marts dukkede der noget helt særligt op af jorden på en mark ved Aunslev på Østfyn. Dennis Fabricius Holm var ude med sin metaldetektor og gjorde et enestående fund. Han kontaktede straks arkæologen Malene Bech på Østfyns Museer.
Dennis havde fundet et lille hængesmykke af guld, 4,1 cm højt, i form af en mand med udstrakte arme - Kristus på korset. Figuren er skabt af fine leddelte guldtråde og små filigrankugler og vejer ca. 13,2 g. Bagsiden er glat. Øverst er påmonteret et fint øje til ophængning.
Det er et held, at det lille smykke har overlevet de 1100 år i jorden. Det har sandsynligvis været båret af en vikingekvinde, men om korset har vist at hun var en kristen viking eller blot var en del af en hedensk vikings værdifulde pynt, kan ikke umiddelbart afgøres. Kristus fra Aunslev skal foreløbig dateres til første halvdel af 900-tallet og bliver dermed et af de ældste kristne kors fra Danmark og ældre end Haralds store sten i Jelling, oplyser Østfyns Museer.