Fortsæt til indhold

Transportbranchen bød sig til overfor unge

Samfund
bs

Hvis Padborg også på sigt skal være kraftcenter for transport af varer i Europa, skal branchen kunne rekruttere de rigtige kompetencer fra unge arbejdstagere, der bliver stadig færre.
Derfor inspirerede transportvirksomheder og tætte samarbejdspartnere 100 elever fra 10. Aabenraa til en karriere i transportbranchen ved Transportens Dag forleden i Padborg.
"Vi vil skabe de bedst mulige betingelser for virksomhedernes vækst og lytter derfor til deres behov. Når de er udfordrede i at rekruttere, gør vi en ekstra indsats for at synliggøre uddannelses- og karrieremulighederne i vores område. Med Transportens Dag får vi forhåbentlig udvidet de unges blik på branchen, så de ser de mange forskellige uddannelses- og karrieremuligheder, de har," siger Aabenraa Kommunes borgmester Thomas Andresen (V).
Efter besøg på transportvirksomheder var eleverne samlet hos ITD, hvor Thomas Andresen, ITD-chefkonsulent Anders Jessen og de øvrige partnere orienterede eleverne om mulighederne for karriere og uddannelse i transport- og logistikbranchen.
”Det er vigtigt, at transportbranchen råder over dygtige og veluddannede medarbejdere på alle niveauer. Mange virksomheder ved, at det er nødvendigt at tiltrække unge med de rigtige kvalifikationer. Transportens Dag viste, at interessen for branchen er stor hos mange unge. Det lover rigtig godt for fremtiden,” siger Anders Jessen, ITD.
Thomas Andresen, Anders Jessen og HR-manager hos Nagel Group, Kim Anker Hansen, påpegede alle vigtigheden af at kunne tale fremmedsprog og ikke kun engelsk, men også tysk og gerne andre sprog, hvis de unge vil uddanne sig og arbejde med international transport og logistik.
”Speditionselever har fantastiske muligheder for at arbejde i udlandet, som mange unge gerne vil. Når eleverne skal ud i verden, skal de naturligvis have gode sprogevner. Vores speditionselever er værdsatte i blandt andet USA og Skandinavien, fordi de på uddannelsen får de evner, internationale transportvirksomheder efterspørger,” siger uddannelseschef på IBC, Bodil Kirkegaard Johansen.