Unge McDonalds-tyve er varetægtsfængslet
Arkiv
En 16-årig dreng fra Kjellerup og en 15-årig dreng fra Hedensted blev onsdag efter et Grundlovsforhør i Retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger.
De er sigtet for røveri begået på McDonalds i henholdsvis Horsens og Vejle tirsdag aften.
Natten til onsdag klokken 00.38 var der et røveri i McDonalds på Vejlevej i Horsens. Tidligere på aftenen var der et røveri mod McDonalds i Vejle af to personer med samme signalement. Ved røveriet truede de to røvere personalet med en kniv, men det er ikke oplyst, hvilket udbytte de fik med sig.
De unge drenge blev anholdt klokken 03.33 på Søndergade ved Byskov Banke i Hornsyld.
Horsens Lokalpoliti oplyser, at den 16-årige dreng erkender begge røverier, mens den 15-årige nægter sig skyldig.