"Du ser en "fed so", men når jeg kigger på mig selv, ser jeg et menneske, der har overlevet"
Efter års kamp mod spiseforstyrrelse blev Julie kaldt "fed so" i byen - læs hendes gode svar på den ubehøvlede kommentar
En ubehøvlet bemærkning fra en ung mand i nattelivet ramte hårdt hos Julie August Mandahl-Friis fra Vejle. Julie blev kaldt en "fed so", men hvad den unge mand sikkert ikke vidste, er, at hun har en dyster fortid med spiseforstyrrelse og at hendes nuværende vægt er en sejr for hende - ikke et nederlag.
Julie satte sig til tasterne og skrev en opdatering på sin Facebook-væg adresseret den unge mand med den usympatiske kommentar. Opdateringen har pt. fået mere en 6.100 delinger. Læs den her.
"Kære du der kaldte mig en "fed so" da jeg var i byen sidst. Kære du, ja du har ret. Jeg er sgu nok blevet lidt rund over hoften. Og ja, min mave buler, det sker når man kommer op og veje næsten 90 kg og ikke er 4 meter høj.
Det du ikke ved er at jeg de sidste 3 år har kæmpet en kamp mod spiseforstyrrelse. At jeg de sidste 3 år har valgt at tage omkring 40 kg på. Og at de 40 kg har givet mig livet og glæden tilbage. De 40 kg har været en kamp, det har været med tåre og med sejre, og vigtigst af alt, en indstilling om at jeg var mere værd en de sørgelige små tal der stod på min badevægt. Jeg ved godt at når du kigger på mig, så ser du en "fed so", men når jeg kigger på mig selv, så ser jeg et menneske der har overlevet. Jeg elsker min krop. Min krop minder mig om at jeg valgte livet og ikke samfundets glorificering af undervægtige idealer, der egentlig bare gjorde mig mere ulykkelig.
Jeg er sej. Jeg tropper op i et par jeans der for min røv til at se godt ud og danser som en gal og har det fantastisk sjovt. Mens du tropper op med et par dumsmarte kommentarer, der får dig til at virke usympatisk.
Jeg havde en fantastisk aften. Også selvom du følte du havde retten til at kalde mig noget nedsættende. Og måske er jeg en "fed so", men jeg er også et fantastisk og hjertevarmt menneske, der har valgt at være glad, frem for at være din type."