Fortsæt til indhold

Jesper Yde er for meget sagsbehandler og for lidt politiker

Det Radikale Venstres Jan Kjær Madsen støtter både forslag til ny fordeling af penge til skolerne og vil også gerne diskutere skolestruktur

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lokalavisen har bedt en række byrådspolitikere forholde sig til de seks kritikpunkter af den måde, som pengene til kommunens ti folkeskoler og specialskolen i Pindstrup fra skoleåret 2016/17 skal fordeles på, som er årsag til, at Enhedslistens Jesper Yde Knudsen har meldt pas.
Læs også: Skoledebat: Enhedslisten siger NEJ til ny model for fordeling af penge til skolerne
Ikke alle adspurgte: Per Zeidler, Ole Bjerregaard, Helle Røge, Jørgen Brøgger, Ole Bollesen, Peter Andersen, Anette Quist Busk, Jan Kjær Madsen og Per Dalgaard har svaret endnu, men det gør de uden tvivl hen over weekenden, så følg med her på sitet:
Jesper Yde Knudsens kritikpunkter er følgende:

  • 1. Den fordeler ressourcerne urimeligt i forhold til arbejdsopgaverne. Specielt går det hårdt ud over de små skoler. Modellen vil f.eks. betyde at Thorsager Skole vil miste ca. 10 procent af sit budget, men stadigvæk skulle udføre de samme arbejdsopgaver. Det er svært at forestille sig, at det ikke går ud over kvaliteten.
  • 2. Modellen betyder, at en skole mister op til 200.000 kroner, hvis man beslutter at sende et barn på specialskole. Vi frygter, at det vil betyde for stort fokus på økonomien og ikke på, hvad der er bedst for det enkelte barn.
  • 3. Ådalsskolen og Mørke Skole mister sine specialklasser, og det kan blive svært hurtigt at opbygge specialkompetencer på de andre skoler. I Budget 2016 vedtog vi, at elever ikke skulle flyttes, og at der derfor var en lang overgangsperiode. Den er i modellen skåret ned til kun 3 år.
  • 4. Der bliver taget 6 mio. fra skolernes budgetter til en central pulje til efteruddannelse. Vi mener, at skolerne er de bedste til at vurdere, hvordan de penge anvendes mest fornuftigt.
  • 5. I Enhedslisten er vi meget skeptiske overfor forvaltningens tanker omkring en stærkt øget brug af niveaubestemt holddeling. Vi frygter en tidlig opdeling af eleverne, der kan gøre det svært at bryde den sociale arv.
  • 6. Processen er foregået meget lukket. Skoler og skolebestyrelser har ikke været inddraget i udarbejdelsen af modellerne. De er først blevet bedt om et høringssvar efterfølgende. En lang række skolebestyrelser har tilbudt at gå konstruktivt ind i processen med at skabe løsninger sammen med politikerne, hvis man ville vente et år med at indføre en ny model. Det mener vi i Enhedslisten er en rigtig god ide, der kunne skabe en langt mere visionær og gennemarbejdet løsning for skolerne i Syddjurs. I de to budgetter Enhedslisten har været med til, har der ikke været besluttet nedskæringer på skoleområdet. Alligevel er det blevet meldt ud til skolerne, at der sker nedskæringer allerede i 2016.

Jan Kjær Madsen (Rad. V.) svarer:

"Det er dejligt, at alle kommunens skoler bevares.

Men vi må også løbende vurdere på antallet af børn, og derudfra træffe beslutninger, så vi fortsat kan tilbyde gode undervisningsmiljøer og høj faglig kvalitet på alle kommunens skoler.

Når prognoserne viser et fald i børnetallet på ca. 25 procent har vi politisk pligt til at handle.

Jeg er helt enig, når formanden for en af de mindre skolers bestyrelse melder ud, at det vigtigt, at alle bidrager med gode idéer og forslag til, hvordan vi fortsat udvikler området i det lys."
Kommentarer til Jesper Yde Knudsens seks kritikpunkter:
Ad 1): De mindste skolers kvalitet er ikke altid knyttet til økonomien. Det ved Jesper Yde også godt. De små skoler får også fremover et relativt større beløb pr. elev end de største skoler, men den store ulighed SKAL udjævnes i forhold til det aktuelle niveau.
Ad 2): Jeg er helt sikker på, at fagligheden og hensynet til børnene - ligesom i dag - vil veje tungest blandt ledelse og medarbejdere på vores skoler, også når der skal visiteres til specialtilbud. Jeg deler på ingen måde Enhedslistens udokumenterede mistænksomhed.
Ad 3): Ingen kommentarer
Ad 4): Det vigtigste er, at kompetenceudvikling prioriteres, og der sætte penge af til formålet. Vi skal sikre, at alle pengene bliver brugt mest hensigtsmæssigt, så vi forsat kan holde et højt kompetenceniveau blandt alle ansatte på skolerne.
Ad 5): Jesper Yde vil gerne sagsbehandle de fleste sager på skoleområdet helt selv, hvilket er prisværdigt. Politisk er vi dog nødt til at se på de samlede muligheder ved at have en stærk folkeskole. En folkeskole, hvor også det store normalområde trænger til et løft, hvor fokus eksempelvis bør ligge på at skabe en høj grad af uddannelsesparathed og et stort engagement blandt især eleverne på 8. og 9. årgang, således at flest muligt, og flere end i dag, får et gennemsnit på mere end 2.
Ad 6): Det nye forslag om et Skoleforum Syddjurs er måske et godt og stort forum at drøfte fremtidige forslag på skoleområdet. Jesper Yde overser med vilje de høringssvar, blandt andet fra de større skoler, der beder om at holde fast i den igangværende proces om en ny tildelingsmodel. Herunder i øvrigt også en nærmere drøftelse af den nuværende skolestruktur."