Fortsæt til indhold

Niels Ole Birk blev ikke væltet af Salling Olesen

Venstres mest hardcore modstander af vindmøller på land synes nærmest, at vindmølleopstillerens seneste tilbud til naboerne i Hevring Ådal mest af alt vidner om, at han er kommet til sidste skud i bøssen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Mens Venstres gruppeformand Hans Husum vil drøfte vindmølleopstiller Erling Salling Olesens seneste salgstilbud til borgerne med Venstres gruppe, har partifællen Niels Ole Birk ikke samme behov.

"Jeg synes, at det mest af alt virker som om, at Erling Salling Olesen godt ved, at Hevring Ådal-projektet er ved at skride politisk, og det tvinger ham til at gøre noget kort før lukketid i håb om, at det kan overbevise tvivlerne i kommunalbestyrelsen," siger Niels Ole Birk, der selv var tilstede på Allingåbro Hotel.

Hensynet til naboerne

"Erling Salling Olesens tilbud fortæller mig bare, hvor store penge, der er på spil. Det havde klædt ham, at han havde spillet ud for tre år siden i stedet for at komme nu, for det synes jeg lugter lidt," siger Niels Ole Birk, der understreger, at han som erklæret liberal og Venstre-mand til fingerspidserne ikke har noget imod, at virksomheder tjener penge, men også at ærlighed er en dyd for ham. For Niels Ole Birk er det imidlertid hensynet til naboerne til de store vindmøller, der betyder alt, og Erling Salling Olesens tilbud om at købe samtlige ejendomme i Hevring Ådal i en radius af en kilometer vi ikke løse Birks bekymringer.

"Jeg er efterhånden blevet præsenteret for så mange eksempler på mennesker, der er blevet ramt på den ene eller måde rent helbredsmæssigt ved at skulle bo tæt på store vindmøller, at den risiko, der vil være for naboerne, er helt afgørende for, at jeg stemmer nej."

Forventer Venstre står fast

Niels Ole Birk havde søndag aften ikke diskuteret Erling Salling Olesens nyeste tilbud med partifællerne, men han forventer ikke, at der vil ske ændringer i Venstres opfattelse, hvor det hidtil har æret sådan, at Birk, Hans Husum, Lars Østergaard, Kasper Bjerregaard og Rikke Albæk Jørgensen har stemt nej til Hevring Ådal-projektet, mens Lars Sørensen har stemt for.