Fortsæt til indhold

Politiet tog tunet knallert fra 17-årig i Horsens

Samfund
Annette Schmidt

Torsdag klokken 7.33 var uheldet ude for en 17-årig dreng, der var ude at køre på en hvid PGO scooter.
På Vejlevej i Horsens mødte han politiet, der standsede ham.
Det viste sig, at knallerten var uindregistreret, og da politiet havde mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end den måtte, blev knallertens hastighed testet på et rullefelt.
Her viste det sig, at knallerten kunne køre mere end de tilladte 30 kilometer i timen. Politiets døgnrapport indeholder ikke oplysninger om, hvor meget scooteren kunne køre for stærkt.
"Knallertens stelnummer var blevet fjernet, men vi ved ikke, om den er også er stjålet. Vi har taget den med ind til undersøgelse," fortæller Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti.
Den 17-årige bliver sigtet for 'konstruktivt at have ændret knallertens hastighed'.
Hvis en knallert 30 på et rullefelt måles til at kunne køre 43 kilometer i timen eller mere, er der begrundet mistanke om, at der er lavet ulovlige ændringer. Derfor kan politiet konfiskere knallerten for at undersøge den.