Næst efter kønsdriften ... tirsdag handler det om driften af letbanen
Hornslet Distriktsråd inviterer til borgermøde om Letbanen i aften, tirsdag 29. marts, i Hornslet Idræts- og kulturcenter
"Næst efter kønsdriften, er - af de menneskelige drifter - jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse," sagde folketingsmedlem for Venstre, J. K. Lauridsen, helt tilbage i 1900.
Det har ikke ændret sig i moderne tider, og det vil man opleve til aftenens møde i Hornslet Idræts- og kulturcenter, hvor Hornslet Distriktsråd har sat togdriften og den kommende letbane på dagsordenen.
"Nu hvor den nuværende nærbane er begyndt at lukke ned, er det vigtigt at oplyse om, hvad der bliver gjort for at erstatte togdriften, mens den er lukket ned "på grund af ombygning”, og hvad der vil ske med driften, når letbanen åbner i efteråret 2017," siger Hans Nielsen, formand for Hornslet Distriktsråd.
Tre eksperter: Ole Sørensen, planchef i Midttrafik, Kirstine Bille (SF), formand PUK-udvalget i Syddjurs Kommune og med i Repræsentantskabet Midttrafik og Mads Nikolajsen (SF), kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs Kommune og med i Repræsentantskabet Midttrafik - med stor viden om hele letbane-projektet fortæller om de ændringer og forbedringer, der kommer med den nye letbane, og hvad de kommer til at betyde for især stationsbyerne på Djursland.
"Opgraderingen af nærbanen og åbningen af den nye letbanelinie fra Lystrup over Skejby og ad Randersvej ned til Aarhus Ø og Aarhus C bør især stationsbyerne på Djursland kunne drage fordel af. Blandt andet i form af et øget bosætning og en forbedret erhvervsudvikling. Men det kræver både vilje og indsats, hvis det skal lykkes," fastslår Hans Nielsen.
Mødet begynder klokken klokken 19.